Tigerstriberne har igen fundet vej til spillertrøjerne

Tidligere i dag kunne vi løfte sløret for de nye hummel spillertrøjer, som er blevet specialdesignet i samarbejde med netop hummel.
Igen i år bliver hjemmebanetrøjen sort og ligesom sidste år bliver udebanetrøjen hvid.

Trøjen symboliserer de hvide og sorte farver som også pryder vores logo, som er med til at give klubben og ikke mindst trøjerne et stilrent og lækkert look.

Igen i år har det været vigtigt at lave en trøje som er unik, men samtidig også er enorm stilren og enkel. Samtidig har det været vigtig at fastholde implementeringen af tigerstriberne, som er blevet mere afdæmpet i år, men passer ind i det enkle og mere stilrene look på trøjerne.
En lille vigtig detalje omkring trøjerne i år er, at vi har prøvet at inddrage de to vigtige ungdomsklubber her i Frederiksberg Hallen i form af Ydun BK og FIF Håndbold.
Det har vi valgt at gøre ved at benævne de to klubber i nakken af spillertrøjerne med teksten: “FIF & Ydun i hjertet”. Det er en hyldest til det enorme engagement og hårde arbejde der bliver lagt hver dag her i hallen, og som er noget vi gerne vil hylde og bakke endnu mere op omkring!

Trøjerne kommer i denne sæson også i en unisex model, hvor det kommer til at være muligt at købe trøjerne sammen med resten af vores merchandise på vores nye online fanshop, som vi snarest kommer til at løfte sløret for. Ellers vil det som altid være muligt at købe trøjerne og resten af vores lækre merchandise i Frederiksberg Hallen til vores kampe.

Vi håber I vil tage godt imod trøjen og forhåbentlig er I lige så vilde med trøjerne som vi er!