Optakt til mødet med Horsens

Onsdag aften vender Claus Mogensen tilbage til Forum Horsens som træner for første gang i ti år, og han glæder sig til gensynet, omend han er klar over, at det er et Horsenshold, der lugter blod, som venter.

Cheftræner Claus Mogensen siger om onsdagens kamp mod HH Elite i HTH Ligaen:
– Når vi tager forbi Horsens i morgen, så er det med vished om, at vi møder et meget forandret mandskab, end det vi mødte i første halvdel af sæsonen. Med to sejre i de seneste to kampe, er det uden tvivl et hold med tro på egne evner, siger han og forsætter:
– De har fået meget tålmodighed ind i deres spil, så det bliver rigtig vigtigt, at vi kan matche den tålmodighed og samtidig sætte et højt tempo, når vi har muligheden. Det bliver selvfølgelig også meget vigtigt at holde et vågent øje på Melissa Petrén, som med 21 mål i de seneste 2 kampe er meget skarp lige nu.

Men København Håndbold kommer også med en fin form ovenpå et par gode præstationer. Det skal omsættes til point.
– Vi kommer også selv med en god portion selvtillid efter tre sejre på stribe og en god oplevelse i Rumænien, hvor vi lykkedes med at vende kampen fra en svær situation. Jeg synes, at spillerne viser stor spillelyst i øjeblikket, hvor de hele tiden glæder sig til den næste kamp, så Horsens kan forvente at få topmotiveret modstand.

Kampen spilles kl. 19.00 i Forum Horsens. Den kan som altid følges på Tophåndbold.dk