Optakt: Kontrafasen bliver afgørende
Både København Håndbold og Odense Håndbold kom bedst muligt fra land i HTH Ligaen i 2018/2019 med en sejr i første runde, og allerede i morgen tørner sidste sæsons nummer 1 og 2 sammen.
– Vi er selvfølgelig topmotiverede til kampen. Der er jo “kun” to point på spil, som i alle andre kampe i grundspillet, men det er klart, det ligger i hukommelsen, at det kun er nogle få måneder siden, vi spillede DM-finaler mod hinanden. Oveni det er Odense et fedt sted at spille, da der altid er mange mennesker, så der venter os en fremragende kulisse, fortæller Claus Mogensen, der har planen klar:
– Vi vil som altid forsøge at spille kampen på vores præmisser. Som så mange gange før, bliver det afgørende for os, at vi er dygtige til at forsvare, hvilket giver os kontramuligheder.
Mogensen ved, at begge hold har stærke forsvar, og at angrebsspillet bliver essentielt.
– Jeg tror, at evnen til at åbne modstanderens forsvar bliver afgørende. Begge hold er gode i kontrafasen, så dem, der får åbnet modstanderens forsvar, får lettere ved at løbe retur, understreger han.
Odense Håndbold mod København Håndbold kan ses på TV2 kl. 16.10, hvis du ikke er at finde i arenaen i sektion H til at bakke tigrene op.