Ny direktør i København Håndbold A/S

Den nu tidligere salgschef Casper Porsgaard bliver ny administrerende direktør i København Håndbold A/S.

København håndbolds bestyrelse har gennem de seneste måneder ledt efter en ny direktør. Bestyrelsen har haft fokus på at finde en kandidat med en stærk kommerciel baggrund som kan udvikle København Håndbold. Casper Porsgaard har igennem de sidste to år som salgschef bevist, at han forstår at løfte den kommercielle opgave, hvilket gør ham til det helt rigtige valg.

Bestyrelsesformand Per Bjørnsholm udtaler;

– Det er altid dejligt når egne medarbejdere udvikler sig positivt og gør sig fortjent til forfremmelse. Casper har siden sin ankomst udviklet sig fantastisk og vi er glade for at kunne tilbyde ham jobbet.

– Sammen med bestyrelsen vil fokus de kommende år være stærkt rettet mod at gøre selskabet sundere økonomisk. Det er ikke nogen hemmelighed at de seneste års økonomiske resultater ikke har levet op til forventningerne. Men med ansættelsen af Casper tager vi et vigtigt skridt på den kommercielle front, og vi forventer at han kan være med til at løfte klubben og tilføre endnu flere unikke partnerskaber.

Også hos ejer Kim Mikkelsen er der stor tilfredshed med den nye direktør.

– Når man som jeg har kæmpe passion for sporten og specielt klubben, er det fantastisk at det er lykkedes at få Casper til at overtage direktørjobbet. Jeg har fulgt hans udvikling og specielt de seneste måneder efter kontoret åbnede igen efter Covid19 nedlukning, har Casper vist alle, at han er fremtidens mand.

Casper Porsgaard glæder sig til at være med til at udvikle København Håndbold.

– Jeg er utrolig glad, ydmyg og stolt over at få tilbudt rollen som direktør for København Håndbold. Sammen med bestyrelsen og ejerkredsen vil jeg i endnu højere grad fokusere på at øge de kommercielle aktiviteter og medvirke til en sundere økonomi for klubben. Vi fastholder vores sportslige fokus på 2023 planen, der blev præsenteret sidste år. Det bliver en spændende opgave og nogle store sko jeg skal udfylde, men jeg ser meget frem til rejsen med alle medarbejdere, bestyrelse og vores trofaste fans og partnere.

 

Casper tiltrådte som adm. direktør pr. 1. august 2020.