Nu skal det afgøres
Den første DM-finaledeltager skal findes kl. 14.10, og det eneste, der er givet på forhånd er, at det enten er København Håndbold eller Viborg HK, der skal op mod enten Odense HC eller Team Esbjerg.
– Nu skal den finaleplads definitivt afgøres, og det glæder vi os vildt til. Vi kan ikke få det bedre end en feststemt Frederiksberg Hal, som der er udsigt til, at det bliver i dag. Vi har forberedt nogle udfordringer til Viborg, og det samme har de sikkert til os, så det gælder om at være opmærksom på, hvad der sker i kampen, siger cheftræner Claus Mogensen, der forudser, at der bliver masser af fart i opgøret.
– Jeg tror, kampen bliver præget af tempo, fysik og to forsvar, som vil kæmpe hårdt for at få overhånden, men vi synes også, vi står rigtigt godt rustet til opgaven. Tirsdagens sejr i Viborg har givet os en stor tro på, at vi kan snuppe finalepladsen, så nu er vi klar til at gå all in efter den, og det håber jeg også, at publikum er.
Kampen spilles kl. 14.10, og du kan købe billet på ticketmaster.