Mogensen: Vores chance er tempo i spillet

Søndag aften kl. 19.30 tager København Håndbold fat på Champions League Main Round, når det montenegrinske storhold Buducnost tager imod tigrene.

København Håndbold er netop ankommet til hotellet i Montenegro, hvor de er samlet omkring frokosten. Cheftræner Claus Mogensen glæder sig til at komme i gang med Main Round, selv om der venter mange svære modstandere i intense kulisser.
– Det er et svært sted at spille mod et stærkt hold, der efter min vurdering er det mest fysisk-spillende hold i hele Champions League-turneringen, så der skal virkelig bruges nogen ressourcer i den kamp, siger Claus Mogensen, der forsætter om Buducnost:
– De har en meget stærk dirigent i Milena Raicevic, som selv kan afslutte kvalificeret, men i allerhøjeste grad er iscenesætter for holdkammeraterne, hvor de har mange verdensklasseskytter – to af dem er Bulatovic og Jaukovic.

Selv om det er et hold med mange kompetencer, København Håndbold søndag aften står overfor, så mener Claus Mogensen, at nøglen til succes kan være tempo og rollen som underdogs.
– Vores chance er, at vi lykkedes med at spille med højt tempo. Vi skal møde et hold, der vil trække tempoet ned, og det er de rigtigt gode til. De vil gerne have det lave tempo og så eksplodere i et temposkift, mens vi kan spille uden håndbremse. Vi er langt fra favoritter, så vi kan spille frisk til og forsøge at udfordre dem. Derudover skal vi sætte vores lid til, at de er lidt rustne, da det er deres første kamp siden slutrunden, siger Mogensen, der glæder sig til at mærke atmosfæren i arenaen i morgen.
– Når man spiller på Balkan, er der ofte en intens stemning med et følelsesladet publikum, som normalvist er fagligt dygtige, så de kan lægge tryk på dommerne og forsøge at gøre modstanderne lidt usikre. Publikum ved, hvordan de kan trykke på knapperne for at forsøge at skabe en fordel til hjemmeholdet, så vi kommer i modvind i morgen, og det ser vi frem til, slutter han.

Kampen får tjekkiske dommere, Opava og Valek, samt slovensk EHF-delegeret Anja Freser.

Stillingen før første runde i Main Round:
1. Rostov-Don 7 point
2. Buducnost 6 point
3. Metz Handball 5 point
4. København Håndbold 3 point
5. Brest Bretagne Handball 2 point
6. Odense Håndbold 1 point.

Odense Håndbold spiller lige nu mod Brest Bretagne i puljens første kamp, mens Metz og Rostov-Don mødes senere i eftermiddag.

Kampen i Montenegro kan ses søndag aften kl. 19.30 på TV3Max, VIAPLAY og hos både Frederiksberg Ølbar og Freddy’s Bar.