Mogensen: Vi skal nyde det

Lørdag kl. 13.45 lyder fløjten i Brøndby Hallen til København Håndbolds første Champions League-kamp nogensinde, og tigrene trænede i formiddags på det blå gulv.

Lige inden kampen fløjtes op, lyder de velkendte toner i højttalerne, og det bliver et helt specielt øjeblik, fortæller cheftræner Claus Mogensen.
– Det er en kamp, vi glæder os vanvittigt meget til. At skulle høre Champions League hymnen inden kampstart bliver stort. Vi er kvalificeret til turneringen på grund af et langt sejt træk i sidste sæson, så nu gælder det om at nyde og tage var på øjeblikket, forklarer han og forsætter om de stærke, franske modstandere:
– Vi kommer op mod en meget stærk modstander, men vi tror på vores chance. Hvis vi skal lykkedes, så skal vi have styr på deres stærke skytter og nogle effektive fløje i kontrafasen, siger han og forsætter:
-Samtidig bliver det vigtigt, at vi selv får lagt et stort pres på dem i kontrafasen. De står meget kompakt i deres forsvar, så det er vigtigt, at vi krydrer angrebsspillet med tålmodighed og tempo, så vi får flyttet på deres store stærke forsvarsspillere, understreger han og frem kommer et lille smil sammen med ordene:
– Det bliver en fantastisk kamp, som vi virkelig ser frem imod, og jeg håber, at dem, der ikke har købt billet, gør det og kommer og er med. Det bliver en stor dag i Brøndby Hallen.

Kampen spilles kl. 13.45 i Brøndby Hallen, og du kan købe billet hos Ticketmaster.dk eller i døren.