Mogensen: Smæk på fra start
Cheftræner Claus Mogensen fik efter tirsdagens eftermiddagstræning givet tigrene de sidste ord med på vejen, før onsdagens topopgør mod FCM Håndbold.
– Der er ikke nogen tvivl om, at det er to hold, der vil gå på banen for at sætte standarden både tempomæssigt og fysisk fra start, og det hold, der slipper bedst afsted med at sætte smæk på fra start, har mulighed for at skabe sig lidt momentum, siger Claus Mogensen, der erkender, at det er svært at komme med noget nyt og overraskende.
– Vi ser så meget til hinanden, at vi er godt forberedte på hinanden, så det er svært at have gemt noget og lige snyde modstanderne med. Det kan i hvert fald ikke være noget, man har testet af i kamp, for så har modstanderen luret det af i kortene.
København Håndbold er ubesejrede i HTH Go Ligaen på hjemmebane i Frederiksberg Hallen, og Claus Mogensen er fortrøstningsfuld omkring, at det samme er gældende efter de 60 minutter onsdag aften.
– Vi vinder, fordi vi er i stand til at score mange mål, og fordi vi har et bredt repertoire, der kan noget forskelligt, og vi er oppe mod et stærkt forsvar, men det tror jeg, vi matcher i morgen, så hvis vi nogenlunde kan holde den duel lige, så tror jeg, at vi står med en lille fordel, siger han og glæder sig til at få de larmende fans i ryggen:
– Vi er på hjemmebane, og det giver os et par ekstra procenter, så hvis vi kan spille en lige kamp, så er jeg sikker på, at publikums opbakning tipper det over til os, så vi sammen jagter den 10. ligasejr i træk, slutter han.
Kampen spilles kl. 18.30 i Frederiksberg Hallen, og der er stadig enkelte siddepladser tilbage på ticketmaster.dk.
Kan du ikke være på plads i hallen, kan du se kampen på TV2 Sport.
/JMT