Mogensen: De har vist stor styrke

København Håndbold tager i aften imod Viborg HK kl. 19.00 i Frederiksberg Hallen, og det er to formstærke mandskaber, der tørner sammen.

De grønblusede fra traditionsklubben kommer med selvtillid efter en storsejr over Team Esbjerg i sidste runde i HTH Go Ligaen på 28-21 og en sejr i EHF Cuppen over Byåsen på samme cifre, mens København Håndbold også har sejre med fra de seneste kampe i HTH Go Ligaen og EHF Cuppen i lørdags.
– Det bliver en meget svær kamp mod Viborg. De fik en lidt skidt start på forårssæsonen, men har i de seneste kampe vist stor styrke, siger Claus Mogensen og henviser blandt andet til storsejren over Esbjerg.
– Vi kommer op mod en modstander, som har en stærk defensiv og flere profiler, hvor Kristina Jørgensen og Ann Grete Nørgaard har været meget i øjnefaldende på det seneste, fortæller han og drejer fokus mod egne styrker:
– Vi kommer dog selv til kampen med en stor portion selvtillid, hvor vi specielt i lørdags mod Vipers Kristiansand i EHF Cuppen spillede en rigtig god kamp. De takter vil vi selvfølgelig forsøge at overføre til dagens kamp, siger Claus Mogensen og slutter:
– Vores publikum er en væsentligt faktor i kampen for sejr, så jeg håber, de er massivt bag os igen i aften og vil være med til at lægge maksimalt pres på Viborg, slutter han.

Kampen om at bevare førstepladsen starter kl. 19.00.
Spring billetkøen over og køb billet på ticketmaster.dk.

Frederiksberg Hallens Cafe viser EM-kampen mellem Danmark og Spanien kl. 20.30, så der kan du runde dagen af sammen med andre tigerfans.