En meget hård dom

I kampen mod Ringkøbing Håndbold i onsdags blev Mia Rej tildelt både rødt og blåt kort, og der er i dag faldet dom fra disciplinærudvalget, som tildeler hele to spilledages karantæne til playmakeren.

København Håndbold må undvære HTH Go Ligaens MEP og holdets førstevalg på playmaker-positionen i kampen på onsdag hjemme på Frederiksberg mod Viborg HK, samt ude den efterfølgende onsdag mod Aarhus United, da Disciplinærudvalget i dag har afsagt dom over den hændelse, der i onsdags mod Ringkøbing Håndbold førte til både rødt og blåt kort til Mia Rej.

– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi synes, to spilledages karantæne er en meget hård dom for den forseelse, eller at vi er lodret uenige i kendelsen, hvorfor vi også har gjort indsigelser i den forgangne uge, og ikke mindst påpeget de procedurefejl, der efterfølgende blev begået i forbindelse med håndteringen af det blå kort. Det er ikke blevet tillagt betydning i Disciplinærudvalget, hvilket undrer os, men nu retter vi fokus mod at fastholde vores førsteplads i HTH Go Ligaen og starter forberedelserne til de kommende kampe, siger adm. direktør Janni Møller Thomsen og slutter:
– Vi skal forsøge at vende det til vores fordel, at vores kommende modstandere får svært ved at forberede sig på, hvad vi kommer med, for Mia har spillet rigtigt mange minutter i alle vores kampe.

København Håndbolds kampprogram er også tætpakket den kommende tid, da København Håndbold onsdag tager imod Viborg HK og søndag Issy Paris, hvorefter det hedder ude mod Aarhus United den 24., ude mod Issy Paris den 28. og hjemme mod FCM Håndbold den 31. januar, hvor Mia Rej kan være med i HTH Go Ligaen igen.

Førstepladsen skal forsvares onsdag aften, så køb billet nu og vis din opbakningen til tigrene, når de skal i kamp uden Mia Rej på onsdag mod traditionsklubben Viborg HK.

Køb billet på ticketmaster.dk