Mere end 500.000 har allerede set med

København Håndbold har i efterårets kampe haft mere end en halv million seere til de kampe, der er vist på TV2 og TV2 Sport, og for klubbens samarbejdspartnere byder 2017 på yderligere to TV-kampe, når Santander Final4 bliver sendt fra Jysk Arena i Silkeborg og ud til håndbold-Danmark.

Thomas Munkholm, der er marketingchef hos Cafe Vivaldi som blandt andet er synlige på tigrenes bagdele og med en bande i Frederiksberg Hallen, fortæller om partnerskabet med København Håndbold.
– Det gør ondt på os, når pigerne falder og slår sig, men når de så er oppe igen og løber videre, så glæder vi os over den langsomme gengivelse, hvor vores eksponering står ganske tydeligt på skærmen, griner Thomas Munkholm, der forsætter:
– Vi er stolte af samarbejdet og af den flotte sæsonstart, klubben har leveret, og derfor er det ikke overraskende for os, at der er gode seertal, for vi ved jo godt, at de gør det godt i København Håndbold. Vi gør på vores sociale medier opmærksom på samarbejdet, deler sejrsråb og powerbilleder af spillerne, og vi føler, at der er mange sammenhænge mellem netop dem og vores primære gruppe af gæster på cafeerne, der er kvinder, forklarer han.

Med et gennemsnit på 948 tilskuere på hjemmebane i HTH Go Ligaen er det ikke langt fra sidste sæsons tilskuertal, og det sammenholdt med de flotte seertal skaber glæde i klubben.
– Vi har gennem lang tid arbejdet hårdt på at få tilskuere i hallen gennem strategiske samarbejder med de omkringliggende håndboldklubber, ligesom vi i januar 2017 i samarbejde med FIU og Nonbye lavede en visuel opgradering af Frederiksberg Hallen, og det har givet os en arena i stedet for en hal, hvilket giver tilskuere en bedre oplevelse, og TV-seerne et bedre produkt foran skærmen, forklarer adm. direktør Janni Møller Thomsen og forsætter:
– København Håndbold har præsteret en flot halvsæson med mange målrige kampe, og vores intime hjemmebane med et meget medlevende og livligt publikum er med til at skabe en fed stemning, som er seværdig. Det er godt for klubben og ikke mindst de af klubbens samarbejdspartnere, der har fået en god eksponering på tøj, gulv, bander eller bannere i hallen, fortæller hun og slutter:
– Vi forventer os meget af Santander Final4 til december. Vi glæder os rigtigt meget til at være en del af finaledagene i Silkeborg, og vi håber, at der er rigtigt mange af vores trofaste støtter, der tager med til Jylland og bakker op, så vi kan skabe den samme gode stemning og følelse fra tigerhulen. Den støtte har holdet fortjent, slutter hun.

Seertallet er endda fremkommet uden, at de normale “kioskbaskere” mod Nykøbing Falster Håndboldklub og FCM Håndbold i HTH GO Ligaen blev sendt på TV.

København Håndbold har spillet sig videre i alle tre turneringer, HTH Go Ligaen, EHF Cuppen og Santander Cup, hvorfor et tætpakket kampprogram venter forude fra den 29. december og fremefter.

Se hele kampkalenderen her eller køb dit KBH Kort til reduceret pris og vær sikker på at have en siddeplads til alle de spændende kampe, der venter.

Kilde: TV2 og TVM.Gallup.dk