Lykkegaards sæson er formodentligt forbi

Maria Lykkegaard har desværre skadet skulderen så alvorligt, at det kræver en operation og en lang pause til klubbens hårdtarbejdende stregspiller.

Maria Lykkegaard kom den 1. september til skade med skulderen i træning, og stregspilleren faldt desværre så uheldigt, at det har lavet en svær beskadigelse af skulderen, som kræver en operation. Det fortæller København Håndbolds Fysioterapeut Mark Christophersen, Connectfys.
– Den venstre skulders skulderled er blevet beskadiget, og det kræver desværre en operation og derefter en lang genoptræningsperiode. Helt hvor lang tid Maria er ude, kan være svært at sige nu, eftersom de ikke har været inde og operere endnu, men vi forventer desværre, at sæsonen som minimum formodentligt er forbi for hende.

For Maria Lykkegaard var det en tung besked at få og ikke som håbet.
– Det er et kæmpe slag af få beskeden om operation. Jeg har været og er stadig helt vildt ked af det. Jeg har jo prøvet at være ude med en langvarig skade før, men det gør måske også anden gang mere utålelig, da jeg ved, hvad jeg går i møde. Men nu er der kun en vej, og det er frem. Sket er sket, og man kan ikke spille med en skulder, som hele tiden går ud af led, siger Maria Lykkegaard og understreger:
– Et farvel til banen for nu er ikke et farvel til håndboldhallen. Jeg vil bruge al min energi til at støtte holdet fra sidelinjen.

Maria Lykkegaard opereres slut oktober, og København Håndbold afsøger lige nu muligheder for at tilknytte en vikar på stregen.

Lykkegaard præsenteres af DMT, Danish Myo Technology.