Lukket på grund af Covid-19

Som mange andre danske virksomheder har København Håndbold i den forgangne uge hjemsendt klubbens medarbejdere og kører på lavest mulige blus som en konsekvens af Covid-19-epidemien i Danmark.

København Håndbold har hjemsendt alle ansatte på ubestemt tid, som en del af Regeringens trepartsaftale, hvilket betyder, at de er hjemsendt med fuld løn, mens klubbens ledelse samtidig har fokus på at minimere alle omkostninger, hvilket sker for at sikre klubbens fremtidige arbejdspladser og ikke mindst følge myndighedernes anvisninger, samt at sikre mindst mulig risiko for smittespredning. Adm. direktør Janni Møller Thomsen er dog undtaget af trepartsaftalen og arbejder fra et hjemmekontor.

Bestyrelsesformand Per Bjørnsholm fortæller:
– Som ansvarlig ledelse har vi måtte træffe nogle svære beslutninger, men alt med det fokus at komme bedst muligt gennem denne udfordrende periode med Corona-virus i Danmark, der er ekstra hård ved virksomheder i sportsbranchen og umuliggør interaktioner med vores erhvervsnetværk. Det er en tid med bekymringer og et hav af ubekendte faktorer, der gør det utroligt svært at navigere sikkert i rigtig retning, siger han og forsætter:
– Det får selvfølgelig en betydning for den daglige drift, at kun direktøren er på arbejde, men jeg håber og tror på, at vores omgivelser har forståelse for den situation, vi er i.

København Håndbold følger udviklingen af Covid-19 tæt, mens anbefalingerne fra Sundhedsmyndighederne og Udenrigsministeriet efterleves. Der afventes også en udmelding i april fra Divisionsforeningen Håndbold og Dansk Håndbold Forbund på afviklingen af Danmarksturneringen 2019/2020 – i daglig tale HTH Ligaen.