Olivia Mellegård er ude resten af sæsonen

Det er med sorg i hjertet, at vi må meddele, at Olivia Mellegård er ude resten af sæsonen. I lørdagens pokalkamp faldt Olivia meget uheldigt ned efter et kontraløb og dommen var derefter hård.

Olivia har overrevet korsbåndet og det inderste ledbånd. Hun skal derfor opereres og ventes ude indtil næste sæson.

Cheftræner Claus Mogensen udtaler; 
– Der kan ikke sættes ord på, hvor hårdt det er for Olivia. Olivia er en klassespiller, og har udviklet sig enormt siden sin ankomst til København. Nu må vi som hold rejse os og stå sammen i en svær situation og tid, hvor vi samtidig vil støtte Olivia hele vejen. Vi ved, at hun kommer tilbage stærkere og vores dygtige sundhedsteam vil gøre alt for at få hende tilbage i den bedste form.

Olivia Mellegård udtaler;
– Jeg er naturligvis både chokeret og ulykkelig. Det var absolut ikke sådan min sæson skulle være, men nu må jeg fokusere på genoptræningen og støtte holdet så godt som muligt i den kommende tid. Jeg kommer tilbage og vil glæde mig til igen at være på banen.

Hele teamet i og omkring København Håndbold står bag Olivia og hjælper hende til at komme tilbage stærkere.