La Cour får tidlig julegave

Anne Cecilie La Cour er i lykkelige omstændigheder og venter sig sammen med kæresten Mads parrets andet barn lige omkring juletid.

Allerede i foråret meddelte Anne Cecilie La Cour til klubben, at hendes plan var at få barn nummer to, men at det selvfølgelig ikke var til at vide, hvornår dette ville ske, hvilket gav København Håndbold mulighed for at overveje situationen forud for sæsonen 2019/2020.

– Først et stort tillykke til AC og Mads, samt Ellinor med den kommende titel som storesøster. Vi har gennem længere tid talt om åbenhed i forbindelse med graviditeter og ønsket om at kombinere moder-rollen med håndbolden, og i dette tilfælde hilser jeg Anne Cecilies åbenhed meget velkommen. Det er altid en streg i regningen, når man skal undvære så markant en spiller – uanset om det er en barsel eller en skade, men her havde vi en reel mulighed for at afsøge markedet for en erstatning, som vi fandt i Maria Hjertner, siger adm. direktør Janni Møller Thomsen, der sammen med Anne Cecilie La Cour har planlagt det kommende års aktiviteter.
– Vi har haft en fin dialog omkring min graviditet og kommende barsel, og jeg er glad for, at klubben reagerede på min henvendelse og fandt en erstatning, så jeg denne gang ikke har følelsen af at svigte holdet i samme høje grad som sidst, forklarer Anne Cecilie La Cour, der glæder sig til at blive mor til to.
– Vi er lykkelige for at skulle udvide familien med en tidlig julegave, og indtil da glæder jeg mig til at bakke pigerne op, når den nye sæson bliver skudt i gang, slutter hun.