”Jeg har det så godt her”

København Håndbold og Johanna Bundsen er blevet enige om en forlængelse af den svenske keepers kontrakt, så den nu løber til sommeren 2022.

Johanna Bundsen er for tiden hensat til bænken, fordi hun er gravid, men når den nye sæson fløjtes op, er det igen med duoen Bundsen og Milling på kassen. Keeperen fortæller om valget om at blive i Hovedstaden:
– Jeg har det så godt her. Jeg kan godt lide at spille i klubben, og alt rundt om holdet er bare helt super. Jeg føler samtidig også, at jeg stadig kan udvikle mig i og med København Håndbold. Jeg er rigtigt glad for mit sammenspil med Milling og vores træner Marie Møller, siger Johanna Bundsen, hvis forlovede Nicklas nu flytter til København.
– Jeg er rigtigt glad for den opbakning, min kæreste Nicklas har vist mig, og at vi nu skal være en lille familie i København. Jeg ser rigtigt meget frem til den nye sæson med en baby ved min side, siger Johanna Bundsen, der venter parrets første barn til marts.

Cheftræner Claus Mogensen fortæller om forlængelsen med den rutinerede keeper.
– Vi er rigtigt glade for, at en af ligaens bedste målvogtere forsat skal spille for os. Milling og Bundsen nåede ikke så mange kampe sammen i år, men de støtter hinanden rigtigt godt og er en meget stærk duo, hvor Bundsen gennem en årrække har vist, at hun har et højt topniveau, så vi ser frem til stærke individuelle præstationer fra dem begge, siger han og forsætter:
– Bundsen er meget professionel, og vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun kommer stærkt tilbage efter endt graviditet, slutter han.