Endnu et tophold venter på udebane

Cheftræner Bo Spellerberg sætter ord på dagens kamp i IBF Arena, hvor vi endnu engang har ét af ligaens tophold på udebane i Ikast Håndbold.

-“For mit eget vedkommende bliver det til et kærligt gensyn. Under Helle Thomsens æra overværede jeg en del hjemmekampe, og jeg fik endda lov til at træne med en enkelt gang. Så det bliver nærmest hjemligt at vende tilbage til det midtjyske.

Jeg tvivler dog på, at værterne er ligeså gæstfri i denne omgang, eftersom jeg nu har tigeren på brystet, og dertil sejrede København i sæsonens første opgør.

På trods af at favoritrollen må ligge hos hjemmeholdet, ville de 2 point lune gevaldigt hos os i bestræbelserne på både at sikre et slutspil, men også den spændende kamp om 5. pladsen. På den anden side kæmper Ikast også en hård kamp om at sikre sig en top 2-placering, hvilket vil give 2 point med over i slutspillet. Vi må derfor forvente, at Ikast ikke tager let på opgaven, selvom de er midt i et hårdt kampprogram, både i den hjemlige liga og Champions League.

Vi forsøger som altid at have fokus på egne evner, og dette vil ikke mindst være gældende i dagens kamp. Vi har både nogle forsvars- og angrebsmæssige temaer, vi gerne vil have testet igennem. Så det er jo en fornøjelse at kunne få lov at gøre det mod et europæisk tophold.

Vil dagens kamp mon kunne give svar på en række af følgende interessante spørgsmål?

Kan vi få Kasper Christensen til at tage en timeout indenfor de første 10 min?
Er Helle og Henriette stadig SUPER fans?
Kan Clara Skøtt blive ved at score på alt?
Er det fysisk muligt at klemme en ekstra sponsor ind på Ikasts trøjer?
Kan Clara Thomsen for anden kamp i træk undgå at lave overtrådt?

Sjældent har der været så mange spændende cliffhangere op til en ligakamp… man kan helt undre sig over, at TV2 ikke viser den.
Vi er meget klogere omkring disse ting i dag kl. 18.00″

Vi ønsker alle en god kamp!