EHF Cup: Slutter af med en fed udfordring

København Håndbold spiller i morgen sæsonens sidste EHF Cup-kamp, da muligheden for avancement til kvartfinalen desværre er forpasset, men derfor ser cheftræner Claus Mogensen stadig frem til opgaven.

Cheftræner Claus Mogensen fortæller her om søndagens opgør mod Vegeta Podravka.
– Selvom kampen er uden resultatmæssig betydning, ser vi alligevel frem mod den. Kroatien er et passioneret håndboldland, så vi glæder os til oplevelsen ved at spille der mod en stærk modstander, som Podravka er. Vi vil gerne slutte årets Europa-eventyr af med en god præstation, siger han og forsætter:
– Hvis det skal lykkes, skal vi håndtere Podravkas gode kontrafase og deres tempofyldte angrebsspil. Dertil har de nogle meget stærke individualister i Tsakalou og Stanko. Det bliver en fed udfordring. Vi kommer selv fra en god periode, hvor spillet bare er blevet bedre og bedre. De to seneste kampe mod Siofok og Esbjerg har været rigtigt gode, og det er egentlig vores primære mål med turen at komme gennem kampen med en oplevelse af, at vi stadig er godt spillende.

Du kan følge kampen på EHFTV.com kl. 17.00. Klik her.

Næste opgave for København Håndbold er på onsdag, når vi tager til Viborg for at forsøge at vinde andenpladsen tilbage, og du kan se kampen på TV2Sport kl. 18.30.

Næste hjemmekamp er den 20. februar mod Randers HK. Find din billet på ticketmaster.dk.