Det bedst mulige udgangspunkt

København Håndbold skal lørdag aften i kamp mod franske Cercle Dijon Bourgogne, og for tigrene handler det om at få sikret det bedst mulige udgangspunkt før returopgøret i Frederiksberg Hallen.

Kl. 20.00 fløjtes der op på Dijons hjemmebane, der kan rumme 3.500 tilskuere, men til det tekniske møde var der ikke store forventninger til, at arenaen blev fyldt op, blandt andet fordi det franske storhold i fodbold, Paris Saint German gæster byens fodboldstadion.

Tigrene skal være vakse på fødderne, da det er et fransk hold med individualister, fortæller cheftræner Claus Mogensen.
– Det er et uortodoks hold med flere individualister, vi står overfor, så det gælder om at udvise parathed hele tiden, da de går på mål. Blandt andet har de en god skytte i Skolkova og danske Sarah Paulsen, der er en god duelspiller, fortæller han og forventer, at det kan blive til en sejr.
– Vi går efter at få det bedst mulige udgangspunkt forud for returopgøret, men om det bliver at vinde med 1 eller vinde med 15 må vi se, når kampen kommer i gang, men vi vil som altid vinde, men vi har også det i tankerne, at det er vores første EHF Cup kamp, og det skal vi prøve af.

Kampen bliver streamet på København Håndbolds youtube-kanal kl. 20.00. Klik her.

/JMT