Ambitiøs, international stregspiller til København

Linn Blohm og København Håndbold er blevet enige om en tre-årig kontrakt, så stregspilleren til sommer rykker pælene op fra det jyske og flytter til Hovedstaden.

København Håndbold henter den svenske stregspiller i FCM Håndbold, og det er en erfaren spiller, der kommer til klubben. Cheftræner Claus Mogensen fortæller om Linn Blohm:

– Hun er en fysisk stærk stregspiller, som er dygtig både offensivt og defensivt, og hun har i både TTH, FCM og på det svenske landshold bevist, hun kan begå sig i den internationale top. Samtidig tror vi også, hun har sine bedste år foran sig, og at vi i fællesskab kan bygge endnu flere facetter på hendes spil.  Dermed matcher hun både vores ambitioner på kort sigt og visionen i vores 2021-plan, siger han.

Og netop de høje ambitioner, København Håndbold har, er attraktive for Linn Blohm.
– Jeg synes, København Håndbold har taget mange skridt frem de sidste par år, og klubben har sammen med Claus noget rigtigt spændende i gang, som jeg tror rigtigt meget på, og derfor er det en rejse, som jeg gerne vil være med på og bidrage til, fortæller Linn Blohm, der forsætter:
– Klubben har høje ambitioner og målsætninger for de kommende sæsoner, hvilket er meget vigtigt for mig og for min forsatte udvikling som håndboldspiller. Jeg har fået et godt indtryk af klubben, holdet og de mennesker, der arbejder rundet om holdet, hvor min fornemmelse er, at alle hele tiden ønsker at blive bedre, og det er vigtigt for mig med mine ambitioner, så jeg glæder mig rigtigt meget til at blive en del af København Håndbold.

Linn Blohm har stået overfor København Håndbold en del gange, og hun ser frem til at få Frederiksberg Hallen i ryggen frem for imod sig.
– Det er altid fedt at spille i en hal, hvor der er mange mennesker, og hvor publikum laver en masse larm, hvilket man må sige, at de gør i Frederiksberg Hallen. Det er dog altid rarest, når man har publikum til at heppe på ens eget hold og på en selv, så jeg glæder mig til, at de holder med mig og ikke er imod mig.

Linn Blohm er gravid med sit første barn, og hun har termin i slutningen af marts.
– Jeg har høje ambitioner og mål for mig selv, så selv om jeg skal nyde den første tid og lære livet som mor at kende, så er det første gang i mange år, at jeg har så gode muligheder for at træne mig rigtigt godt op til en ny sæson. Jeg vil gerne tilbage så hurtigt som muligt, men jeg ved også, at det kan tage noget tid. Jeg glæder mig rigtigt meget til at spille håndbold igen, men jeg glæder mig virkelig også tilbage til håndbolden i mit livs bedste form, slutter hun.
Fakta om Linn Blohm:
Højde 180 cm
Vægt 79 kg (før graviditet)

Fødselsdag: 20.05.1992
Tidligere klubber: FCM, TTH, IK Sävehof og Gustavberg IF HK.