Karoline Lund søger nye udfordringer fra næste sæson

København Håndbold har imødekommet Karoline Lunds ønske om at søge nye udfordringer for den kommende sæson.

Her har faktorerne været et ønske om mere spilletid, samt Karolines ønske om at vende hjem til Norge, hvor der også er en uddannelse der skal færdiggøres.

Direktør Louise Svalastog udtaler;
-”Klubben har haft stor fornøjelse af at have haft Karoline gennem de sidste to år. Hun er altid hårdt arbejdende og super professionel i hendes måde at agere på i hverdagen. Grundet en stærk spillende Stine Jørgensen, er der kommet længere vej til spilletid for Karoline, hvorfor vi ønsker at imødekomme hendes ønske om mere spilletid. Vi er ikke i tvivl om Karolines kvaliteter, og vi er sikker på at hendes kommende klub får meget glæde af disse. Vi takker for hendes tid i tigerblusen og glæder os til at nyde den sidste tid med hende her i klubben.”

Karoline Lund udtaler;
-”Det har været en hård beslutning at skulle forlade København, eftersom jeg har stortrives i mine to år i klubben. Lige såvel følte jeg et behov for en større rolle og mere spilletid, for at kunne udvikle mig yderligere som spiller. Dertil har jeg et jurastudie jeg gerne vil færdiggøre. Jeg er virkelig glad og taknemlig for min tid i København. Jeg har udviklet mig meget både som spiller og som menneske, og tager en masse gode oplevelser med mig fra min tid her i klubben. Specielt vil jeg gerne takke de fantastiske fans og partnere, som gør Frederiksberg Hallen til den fedeste hjemmebane og spille i. Nu glæder jeg mig til slutspillet og afslutte på bedst mulige måde i tigerblusen”

Vi takker Karoline Lund for hendes tid i klubben, og ønsker hende alt held og lykke for den kommende sæson.