100-kamps jubilar Bont: Jeg føler mig hjemme i København
Dagens interview foregår på dansk, for selv om Debbie Bont ofte kommunikerer på engelsk, så er den hollandske højrefløj stort set flydende på dansk efter lidt mere end tre år i København Håndbold, som hun er stolt over at runde de 100 kampe for.
– Det er meget specielt for mig. Da jeg startede min håndboldkarriere udenfor Holland, håbede jeg på at finde en klub, hvor jeg ville føle mig hjemme, og for hvem jeg med stor glæde ville spille mange sæsoner for. Den klub har jeg fundet her i København Håndbold, og jeg håber, at jeg kommer til at spille mange flere kampe, smiler Debbie Bont, der påpeger, at det har været tre meget lærerige år for hende.
– Jeg tror, at jeg viser mere og mere den person, og den håndboldspiller jeg er. Det har udviklet sig gennem årene i København, fordi jeg her har fået de muligheder og den plads, der var nødvendigt for det, forklarer hun.
Men det er ikke kun Debbie Bont, der har ændret sig gennem de 100 kampe. Det har klubben også.
– Der er sket så meget. I min første sæson var få på holdet fuldtidsprofessionelle, og vi trænede ikke så mange gange om ugen som nu. Vi spillede for at nå slutspillet og blev 7’er til nu at spille 2 finaler og igen i år være med i toppen af ligaen. Det er en mere professionel klub.
De 100 kampe har som nævnt ovenfor budt på op- og nedture, og den største oplevelse er ikke overraskende at få guldet om halsen, efter den værste oplevelse udpeges til at tabe finalen til Nykøbing Falster Håndboldklub året før.
– Det er det største, at vi vandt DM-gulv. Vi havde trænet virkelig meget og hårdt det år, og det føltes bare så godt at blive belønnet med guld. Det var en drøm for mig, der blev opfyldt her i København, siger hun, men fremhæver også denne sæsons Champions League-debut som noget ganske unikt.
– Den første Champions League-kamp med klubben var helt speciel. Det var et mål for klubben og for mig selv at opnå at komme dertil. Der var en virkelig fed stemning i hallen, og vi fik en helt perfekt start med at vinde over Brest. Det var mindeværdigt, siger hun og erindrer også semifinalen i 16/17 som noget af det sjovere i tiden i København Håndbold.
– Da vi vandt semifinalen det år på hjemmebane over FCM Håndbold, hvor ingen troede, vi havde en chance. Vi troede som hold på det, og vi spillede med alt, hvad vi havde og leverede en kæmpe overraskelse. Det var en super følelse, siger hun og slutter:
– Men der har været mange rutschebaneture. Kampen mod Silkeborg samme år i kvartfinalen, hvor vi kom bagud på udebane med 3-10, tror jeg, alle tænkte, sæsonen var slut for os. Det var det. Men så lavede vi det vildeste comeback, vandt kampen og gik videre til semifinalen efter en sejr hjemme. Det har ikke været perfekt, men det har været fedt.
Debbie Bont vil blive hyldet forud for hjemmekampen i Brøndby Hallen mod IK Sävehof den 18. november.
Køb billet på ticketmaster.dk.
Debbie Bont præsenteres af PL Service Sjælland.
Tillykke med jubilæet Debbie.