Hvordan hænger teenagepigers trivsel, afleveringsspecialister i fodbold og jagten på DM-bronze sammen? Det lyder måske som starten på en dårlig joke – men det er faktisk udgangspunktet for cheftræner Bo Spellerbergs seneste refleksioner.
Med et ben i foreningslivet og det andet i den professionelle håndboldverden stiller Bo skarpt på et af tidens vigtigste emner: trivsel. For selvom vi kæmper for medaljer, handler det hele jo i sidste ende om mennesker.
Læs med herunder, når Bo tager dig med til formandsmøde på Frederiksberg, en tur i FIF og tilbage til København Håndbolds aktuelle slutspilsjagt.
I går deltog jeg i Frederiksberg Idræts Unions formandsmøde om trivsel. Et vigtigt og aktuelt emne – særligt i relation til børn og unge i foreningslivet. Udgangspunktet var Trivselskommissionens definition på trivsel, og den deler jeg gerne her:
”Man trives, når man overordnet set er glad for sit liv. Man trives, når man kan udvikle sig, udfolde sine evner samt indgå i og bidrage til fællesskaber. Man kan trives, selvom man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan håndtere sådanne perioder.”
Jeg deltog sammen med Jakob Kaule, min dygtige medtræner på FIFs U15-piger, og vi kunne nikke genkendende til mange af de pointer, der blev bragt op. Vi har haft stort fokus på trivsel i løbet af sæsonen og lavet to trivselsmålinger – som desværre overraskede os i negativ retning. Vores oplevelse stemte ikke helt overens med pigernes udmeldinger. Trods dialog og justeringer rykkede målingerne sig ikke nævneværdigt.
Mine vigtigste erkendelser?
– Det er enormt tidskrævende – og ærligt talt på grænsen af, hvad man kan forvente af frivillige trænere.
– Trivsel kræver en kultur, og den er svær at bygge, når trænerstaben ændrer sig fra sæson til sæson.
– Vi troede, vi havde fat i noget godt – men målingerne sagde noget andet.
Mødet bekræftede, at trivsel er noget, vi alle skal tage alvorligt – og at foreningsidrætten har en kæmpe rolle i det arbejde.
Og så til spørgsmålet: Hvordan ser det egentlig ud med trivslen hos København Håndbold?
Trives spillerne? Trives Mikkel? (Og hvor længe, nu hvor han skal til NFH?)
Hvis jeg skal bruge erfaringerne fra U15-pigerne, må jeg faktisk erkende, at jeg ikke ved det med sikkerhed. Vi har en masse indikationer, fornemmelser og stemninger – men de er ikke nødvendigvis dækkende. Man kan sagtens præstere på banen og samtidig mistrives uden for den. Og i en præstationskultur er det også helt normalt, at man ikke trives konstant – det ligger faktisk fint i trivselsdefinitionen: Det afgørende er, at man kan håndtere perioder med modgang.
Så hvad gør vi? Vinder bronze? Så må alle da være glade, ikke?
Jeg tvivler…
Det må blive en del af refleksionerne hen over sommerpausen. Lige nu handler det dog om at tage alt den modgang og de udfordringer, der måtte komme – bare vi vinder to af de næste tre kampe.
God kamp!
