Træningsopstart: De første dage i Åhus
Optakten til den nye sæson er startet for København Håndbold, og i denne weekend står der Åhus Beach Håndbold på programmet. Tigrene er fordelt på to hold, og de har i dag spillet 4 kampe. Det har sendt hold 2 til tops, og hold 1 på en femteplads. Men strandhåndbold uden harpiks på en lille bane – hvad kan det overhovedet bruges til?
– Vi er rigtigt meget sammen, og derfor giver det en masse socialt samvær i et skønt vejr og et fantastisk set up. Samtidig har vi det lidt sjovt, vi får badet lidt, og vi er også fysisk aktive, så alt i alt er det godt, siger cheftræner Claus Mogensen, der forsætter:
– Det er efter andre regler, end vi er vant til i strandhåndbold, så det handler mindre om flotte mål men mere om effektivitet, og den kan vi vel godt sige, har været lidt svingende, griner Mogensen, der fortæller, at der udover strandhåndbolden både er håndboldtræning, træningskamp, løbetræning og styrketræning indbygget i programmet i dagene i Sverige.
København Håndbold 1 møder København Håndbold 2 i morgen kl. 11.00, når der igen tages fat, og du kan se de fleste kampe fra Centre Court på Åhus Beach Youtube-kanal.