Topopgør i tigerhulen

På onsdag kommer HTH Go Ligaens nummer 2, FCM Håndbold, på besøg, og der er lagt i kakkelovnen til et brag af en håndboldkamp i den direkte duel om førstepladsen.

Der er allerede godt gang i billetsalget til kampen, og det tegner til, at der kan blive fuldt hus i tigerhulen.
– Det er sjældent, at der en lille uge før kampen, er så mange billetter ude, som tilfældet er, så jeg er optimistisk omkring, at det bliver første gang i denne sæson, at de røde lamper med udsolgt kommer ud at hænge i vinduerne, siger adm. direktør Janni Møller Thomsen, der forsætter:
– At møde et stjernespækket FCM-mandskab er med til at styrke interessen for topopgøret, og jeg håber, at vi får de sidste pladser fyldt op med tigerfans, der vil være med til at lave den kulisse, som spillerne er så trygge i og enormt taknemlige for, slutter hun.

Kampen om førstepladsen i HTH Go Ligaen spilles den 31. januar kl. 18.30, og du kan sikre dig en siddeplads allerede nu på Ticketmaster.dk.

/JMT