To sårede kæmper skal forsøge at rejse sig
Assistenttræner Mikkel Thomassen sætter ord på dagens kamp i Forum Horsens, hvor vi i dag spiller mod Horsens Håndbold Elite!
-“Der kan ikke herske tvivl om, at var HH Elite og København Håndbold inden sæsonen blevet spurgt om, hvad de ønskede sig for starten af sæsonen, så havde begge klubber drømt om flere point på kontoen. HH Elite er placeret på 12. pladsen med 5 point og vi er placeret på 10. pladsen med 8 point. Det er to klubber, som gerne vil blande sig i subtoppen, og derfor jagter begge point og den bedst mulige afslutning på første halvdel af sæsonen, inden der kaldes til landsholdspause.
HH Elite har særligt 3 spillere som partnere, fans, frivillige og andre i København Håndbold kender særligt godt.
Den ene af dem er Mai Kragballe, som startede sin seniorkarriere i netop København Håndbold for senere at drage på eventyr udenfor hovedstaden i Randers HK, Nantes og nu HH Elite. Hun er for nuværende placeret på 2. pladsen på assistslisten og 7. pladsen på topscorelisten i Kvindeligaen.
Den anden, og overraskelsen ved dagens modstander finder vi til gengæld på venstre fløj. Her har ingen ringere end klubikonet og kamprekordholderen, Louise Føns gjort comeback. Hun var på holdkortet til deres seneste kamp mod Aarhus United og mon ikke, at hun også har fundet sig til rette i Forum Horsens denne onsdag, når vi gæster det jyske.
Derudover er stregspiller Annika Meyer hjemvendt til Danmark, hvor hun er blevet genforenet med tidl. København cheftræner Claus Mogensen, som er at finde bag roret for netop dagens modstander.
Vi glæder os og har set meget frem til et spændende og intenst opgør, og vi vil kæmpe med næb og klør for at tage to point med hjem til hovedstaden.
Er du i nærheden af Jylland, så er der kampstart 20.00 i Forum Horsens, og ellers så er det med at tænde for fjernsynet og TV2 Sport, hvor kampen også vises.”
Vi ønsker alle en god kamp!