Tætpakket program venter tigrene

København Håndbold tager på fredag fat på en måned, der byder på ikke mindre end syv kampe på 21 dage, og cheftræner Claus Mogensen glæder sig til at arbejde videre på det fundament, der blev opbygget gennem september.

– Det er en utrolig spændende oktober, der venter os. Den er tætpakket med hele syv kampe fra den 6. oktober og til den 27. oktober, hvor der venter fire svære kampe i HTH GO Ligaen med blandt andet en udebanekamp mod FCM og en DM-revanchekamp i Frederiksberg Hallen mod NFH, mens det også er i oktober, vi begynder på det, vi håber, bliver et langt europæisk eventyr, hvor vi ude og hjemme møder Dijon Bourgogne fra Frankrig, fortæller Claus Mogensen, der mener, at København Håndbold skal spille sig videre i EHF Cuppen.
– Det er bestemt en løsbar opgave, men fransk kvindehåndbold er i fremgang på klubniveau, så vi tager den opgave enormt seriøst, understreger han.

Når de europæiske kampe er spillet, venter der også en Santander Cup-kvartfinale i Frederiksberg Hallen, og det er de forsvarende pokalmestre, der venter tigrene.
– Sidst på måneden venter også en kvartfinale mod Randers HK i Santander Cup, som er sidste udfordring frem mod, at vi kvalificerer os til Santander Final4 mellem jul og nytår. Det er et meget stort mål for os, så den kamp ser vi virkelig frem imod, og samtidig spilles kampen i Frederiksberg Hallen, hvilket altid er en stor fornøjelse med det fantastiske publikum, vi har her, slutter Claus Mogensen.

Hvis du har KBH Kortet, har du gratis adgang til alle København Håndbolds hjemmekampe i Frederiksberg Hallen og både HTH Go Ligaen, Santander Cup og EHF Cuppen.

/JMT