Tabea Schmid topscorer i Kvindeligaens grundspil – og vinder af MEP-listen!

København Håndbold har haft flere profiler, der for alvor har sat deres aftryk på Kvindeligaens grundspil – og nu er det officielt: Tabea Schmid kan ikke blot kalde sig topscorer i ligaens grundspil, men også vinder af MEP-listen, som kårer de mest effektive spillere i rækken.
Med hele 205 mål har Tabea været en afgørende brik for København Håndbold i begge ender af banen – og med en MEP-score på 122,42 placerer hun sig øverst i ligaens samlede effektivitetsrangering. En imponerende præstation af den stærke stregspiller, som har været en konstant trussel for modstandernes forsvar.
Men Tabea er ikke den eneste, der har leveret på topniveau. Helene Kindberg slutter grundspillet som ligaens assistdronning med intet mindre end 133 assists – et tydeligt bevis på hendes store overblik og evne til at sætte medspillerne i scene.
I målet har Bianca Schanssema også markeret sig stærkt. Den blot 20-årige keeper har leveret flotte præstationer gennem hele sæsonen og indtager en 8. plads på keeper-listen – et stort skulderklap og et tegn på, at fremtiden ser lys ud i København-målet.
Vi er stolte af vores spillere og deres stærke individuelle præstationer – og ikke mindst den samlede indsats som hold. Nu ser vi frem mod slutspillet med tro på mere at fejre!