Svalastog stopper i København til sommer

Louise Svalastog kom til København Håndbold i sommeren 2014, og med sin store rutine har hun været et omdrejningspunkt i at oparbejde den træningskultur og klub, vi kender i dag.

Siden 2014 har Louise Svalastog spillet for København Håndbold, men denne sæson bliver den sidste med tigerlogoet på brystet for stregspilleren.

– Vi har stor respekt for Louises indsats i klubben, hvor hun har været et aktiv både på og udenfor banen. Denne sæsons opstart blev desværre ødelagt af den hovedskade, hun pådrog sig i sidste sæson, men hun er heldigvis kommet stærkt tilbage. Louise har været en stærk rollemodel og kulturbærer, og vi håber, at vi sammen kan bytte vores sølvmedaljer ud med det ædle metal sammen til sommer, før vores veje skilles, siger adm. direktør Janni Møller Thomsen.

København Håndbold ønsker Louise Svalastog alt det bedste for fremtiden.

/JMT