Storsejr over Viborg HK
To formstærke hold tørnede her til aften sammen i Frederiksberg Hallen, og efter de 60 minutter kunne København Håndbold endnu en gang lade sejrssangen runge ud til publikum. En sejr, der glædede Claus Mogensen lidt ekstra.
– Jeg er glad og stolt. Spillerne gjorde det rigtigt godt, og vi finder løsninger på vores udfordringer gennem kampen. Forsvaret stod virkelig godt i alle 60 minutter, mens de, der skulle erstatte Rej, kom ind og var spilstyrende. Vi vokser hele kampen, og det er jeg virkelig glad for, siger cheftræner Mogensen, der forsætter:
– Vi havde en rigtig flot defensiv, og vi gør det svært for Viborg at spille sig igennem til de helt store chancer. Vi kæmpede lidt med at få angrebsspillet til at flyde i første halvleg, men det blev meget bedre i anden halvleg, hvor vi også blev bedre til at skyde på de rigtige chancer.
926 tilskuere havde fundet vej til Frederiksberg Hallen, og selv om det ikke var helt så mange som sidste år, da Viborg var på besøg, så var stemningen i top.
– De tilskuere, der var her, de var på. Viborg sagde inden kampen, at det er den sværeste udebane at spille på, fordi vi som regel spiller godt på hjemmebane og har en god kulisse, så der er ingen tvivl om, at vores publikum er med til at gøre Frederiksberg Hallen til et svært sted at spille, siger Claus Mogensen og slutter:
– Vi kan godt bruge den ekstra medvind fra lægterne igen på søndag, så jeg håber, at ligeså mange finder vej til EHF-kampen mod Issy.
Kampfakta: 26-17 (12-10)
Tilskuertal: 926
Målscorer:
4 Mai Kragballe
4 Jenny Alm
4 Hanna Blomstrand
3 Louise Føns
3 Anne Cecilie La Cour
2 Rikke Schou Ebbesen
2 Kelly Dulfer
1 Louise Svalastog
1 Maria Lykkegaard
1 Debbie Bont
1 Myrthe Schoenaker
Kamppartner Santander Consumer Bank valgte Kelly Dulfer som kampens bedste spiller.