Storsejr over de svenske mestre på deres bane

Det blev til en storsejr i Partille Arena over IK Sävehof på hele 36-22, og dermed tog København Håndbold den anden sejr i Women's EHF Champions League.

København Håndbold var flankeret af ca. 30 medrejsende tigerfans, der gav den gas på tribunen, mens tigrene bankede igennem på banen og slog de svenske mestre med hele 36-22.
Ikke overraskende var cheftræner Claus Mogensen tilfreds med indsatsen:
– Det var en fremragende holdindsats, hvor forsvaret var skarpt fra start, hvilket gav ro til angrebsspillet, og da det først kom i omdrejninger, nød jeg virkelig at se pigerne spille. Især i første halvleg blev der leveret på et meget højt niveau, fortæller han og forsætter:
– Jeg er rigtig glad for at se, at vi i øjeblikket lægger mere og mere på i vores forsvar, og vi kan forsætte med det, lover det rigtigt godt. Vi ved, at vi er et stærkt angrebshold, så kombinationen med det stærke forsvar vil gøre os til et rigtigt ubehageligt møde for mange, siger han og slutter:
– Det var helt igennem fantastisk at opleve alle de supportere, der var taget med til Göteborg. Der skal lyde et kæmpe stort tak for støtten fra mig og resten af teamet. Det var rørende, tak.

Og netop opbakningen var også Debbie Bont særligt tilfreds med.
– Det var så cool, at der var så mange, der havde taget turen til Sverige for vores skyld. Det var en hel speciel fornemmelse at høre dem gennem hele kampen, siger hun og forsætter om kampen:
– Det var super med den indsats. Vi står godt i forsvaret. Vi spiller hurtigt, og vi spiller hurtigt op. Vores gameplan virkede, siger hun og er glad for den gode start, København Håndbold har fået i Champions League:
– Kampen mod Brest Bretagne var to ekstra point, synes jeg, men jeg er stolt af, at vi tager herop og følger den flotte sejr op med en solid indsats. De to point er meget vigtige for os, men vi må lige huske på, at vi ikke er videre endnu. Der venter mere hårdt arbejde, slutter hun.

Louise Føns blev topscorer for København Håndbold med hele 8 mål.

Næste opgave i Champions League for København Håndbold er den 20. oktober hjemme mod Rostov Don i Brøndby Hallen. Køb din billet allerede i dag ved at klikke her. 

Kampfakta: 22-36 (8-20)
Tilskuertal: 1122

Målscorere:
8 Louise Føns
6 Hanna Blomstrand
4 Mai Kragballe
4 Anne Cecilie La Cour
4 Debbie Bont
3 Thea Mørk
3 Maria Lykkegaard
2 Jenny Alm
1 Annika Meyer
1 Linn Blohm

/JMT