Status med Bo Spellerberg: Arven efter Mik…

København Håndbolds nye cheftræner Bo Spellerberg har nu været cheftræner i klubben i lidt over 2 mdr., med sin ansættelse i klubben siden d. 1. december 2023.
Januar måned var dermed Bo’s første måned i klubben med reelle ligakampe, hvor det har været en hæsblæsende start med både NFH, Odense og Ikast på udebane, samt 3 svære hjemmekampe mod Skanderborg, Viborg og senest mod Silkeborg.

Vi har derfor taget en snak med Bo omkring hans første tid i klubben, og ikke mindst hvordan han ser på fremtidsperspektiverne her i klubben.

Bo Spillerberg udtaler;
-“Måske det beror på tilfældigheder, men ugen jeg startede som træner i Frederiksberg Hallerne og afsluttede min aktive karriere, blev også ugen hvor jeg var med til at begrave min første senior træner Mik Hagenbo. Jeg vil derfor indlede denne status på min første tid i København Håndbold, med et par ord om den ”største” træner der hidtil har huseret på selvsamme adresse.

Mik Hagenbo rekrutterede mig som 1. års ynglingespiller (i dag ville det have været u18), og lige inden var han lykkedes med at hente 3 jævnaldrende y-landsholds kammerater til klubben. Michael Sahl Hansen, Andreas Jensen og Mikkel Aagaard der alle kom fra Tårnby. Både Andreas og Sahl kommer i dag jævnligt på anlægget pga. deres børn… Desværre glemte Sahls dreng at samle bolden op og tage den i hånden… (Han spiller fodbold).

På daværende tidspunkt, august 1997, var der ikke tale om professionel håndbold og kun enkelte af os var så heldige at få lidt udvidede lommepenge. Så det var lysten, samværet og håndbolden der drev det. Her var Mik det helt naturlige omdrejningspunkt.
Håndboldmæssigt var han fagligt stærk og havde sit koncept inspireret af den jugoslaviske håndboldskole. Vi forsøgte at dække et meget dynamisk 3-2-1 forsvar, hvor der til tider kunne indbygges fælder med bolderobringer for øje. Angrebshåndbolden skulle også være hurtig, attraktiv og meget gerne med kreative og nye ideer. Det var som ung spiller et fedt og lærerigt miljø at være i.

Udenfor banen var Mik en ligeså markant skikkelse og samlingspunkt for hygge, historier, musik og humor. I de bedste stunder kunne han lokkes til at optræde med ”Dommer-Sangen”, ligesom hans kampoplæg altid var mindst lige så sjove som de var informative. Skæbnen vil igen her spille et puds, da jeg klarest husker et oplæg inden vi skulle spille mod Bjerringbro på udebane, som vi netop møder med København Håndbold på onsdag. Jeg vil undlade at gengive hvad jeg husker fra oplægget, da humor og hvad der måtte opfattes som sjovt har det med at ændre sig over tid.
Alt i alt blev det til 5 fantastisk udviklende år under Mik og startskuddet på min karriere der blev længere end jeg havde kunne drømme om.

TAK!

Kan denne arv efter Mik så afspejles i nogle elementer af mit virke som træner i København Håndbold i dag. Tja, bum bum. Helt sikkert på nogle områder, men der er måske andre områder hvor jeg nok går mine egne veje.

Hvis vi nu starter i tråd med Mik og hvor jeg forsøger at løfte arven. Mik var fortaler for at danne: ”foreningen for afskaffelse af rundgang”. Det er jeg ikke, men jeg kan lide tanken om at sætte spørgsmålstegn ved hensigten bag angrebsåbninger. Hvorfor spiller alle hold de samme ting hele tiden, er der en mening med det, og bliver det så ikke blot de individuelle kompetencer der i sidste ende afgør tingene. Det trænede håndboldøje der har set vores kampe vil derfor kunne ane, at vi i angrebet forsøger at gøre nogle ting lidt anderledes. Derudover har vi også stort fokus på, at udnytte de enkelte spilleres spidskompetencer og fremmane en kollektiv forståelse af hvad der er “god håndbold”.

I den anden ende har jeg så erfaret, at det at sætte tingene lidt mere i struktur, kan være befordrende på den lange bane. Med FIF under Mik spillede vi på et meget højt topniveau, men kunne desværre også have mindre gode dage, hvis vi ikke spillede på et godt individuelt plan. I specielt Kolding oplevede jeg at en fælles kollektiv forståelse, indgående kendskab til kombinationer, samt en stærk kultur, er medvirkende til at få succes på den lange bane.

Alt dette kogt sammen skulle det gerne udmønte sig i en super kultur her i København Håndbold. Det er i hvert fald ambitionen for alle os i staben, at opbygge denne kultur. Det vil kræve gentagelser, rettelser, gentagelser, succes, Silkeborg kampe, erfaring, træning, samtaler, opbakning, gentagelser… osv.
Det er bestemt ikke en nem opgave, men jeg er alligevel meget fortrøstningsfuld. Dette skyldes ikke mindst spillerne, som jeg indtil videre oplever gør deres bedste for at både lytte, være åbne for nye ideer og ikke mindst arbejder stenhårdt. Det er en fornøjelse at arbejde med dem som træner.

Går det helt galt kan jeg altid optræde med Dommer-sangen.”

Bo Spellerberg og resten af holdet drager til Bjerringbro på onsdag d. 07/02, hvor de møder oprykkerne fra Bjerringbro FH.