State of the European Union – Optakt Team Esbjerg
Aftenens opgør mod Team Esbjerg giver cheftræner Bo Spellerberg anledning til at tage nye metoder i brug. I dagens kampoptakt nedenfor kan du læse om hvad det indebærer.
State of the European Union.
Den nysgerrige læser vil straks tænke over, hvor han mon nu vil hen. Er det mon 4-årsdagen for invasionen af Ukraine, Orbán, der burde smides ud af EU, det norske kongehus, eller hvad er egentlig på færde? Nej, nu skal det hele ikke være så negativt. Så lad os i stedet skrive lidt om de positive takter ved de danske holds præstationer i Europa i weekenden: .
Så fik vi vendt Europa og kan nu kigge lidt længere ud i verden. Jeg har tidligere i mit unge liv haft en dyb fascination af Donald Trump – eller måske nok nærmere af et land og et system, hvor det kan lykkes en kriminel, narcissistisk, uintelligent, ucharmerende og egoistisk mand at blive præsident (2 gange!!!). Bevares, det virker faktisk, som om de er ved at have lugtet lunten derovre… Vi må håbe, de vågner op, inden han indgår et registreret partnerskab med Putin. Wait and see.
Én ting er han dog fremragende til… Han forhandler faktisk helt udmærket. På False Social lægger han nemlig brødkrummer ud inden kommende forhandlinger/begivenheder. Det kunne f.eks. være en told på 1000 % på Månen, Mars og hele verden. Eller et totalt ejerskab over vores gode venner i Rigsfællesskabet. Hvad ville hedengangne Hans Egede ikke tænke? Alene hans vanvittige trusler og utilregnelige opførsel gør, at modparten ofte går med på bare en smule af hans krav, uanset hvad de måtte være.
Disse indlæg er jo netop mit False Social. Så jeg vil nu prøve samme trumpske taktik.
Kære Esbjerg, I er elendige. Vi banker jer nemt med 30 mål. Nej, 40 mål! Hvordan skal I nogensinde stoppe Line, Alberte og Agnes? Ja, vi tvivler på, at I overhovedet kan score på Bibi eller Firgaard. Selv hvis vi spillede i undertal, tæver vi jer nemt. Bum!
Modsat Trumpen anser jeg mig selv som et lidt mere rimeligt menneske. Jeg vil derfor let springe dagens forhandlinger over og komme frem til, hvad der gerne skulle blive dagens resultat. I får endda tre forskellige valgmuligheder:
- Et permanent medlemskab til undertegnede af Board of Peace til en pris af 1 milliard dollars. I har jo pengene, siden I kan holde på Henny.
- En etmålssejr til os.
- I giver mig “The Team Esbjerg Peace Prize” – en international pris, stiftet til individer, der formår at skabe fred og klarhed blandt dommere, skrankepaver og andet godtfolk.
Se, så bliver det en win-win for alle parter. I taber ikke større end i weekenden, og et eller andet resultat får vi (jeg) så også med hjem.
Tak, det var så lidt, Esbjerg.


















































