Stadig i egne hænder
Cheftræner Claus Mogensen var fattet, men skuffet efter aftenens nederlag til Nykøbing Falster Håndboldklub på 29-34.
– Jeg vil starte med at lykønske Nykøbing Falster Håndboldklub med sejren. De spillede en flot kamp, sagde han og forsatte:
– Vi fik aldrig løst NFH’s 7 mod 6-spil, hvor de gennem hele kampen var gode til at skabe åbne chancer. Der lykkedes vi ikke med at få skabt usikkerhed i, og dermed kunne de blive ved at spille med ro og vente på de gode muligheder, hvilket jeg synes blev kampens afgørende faktor, sagde han og sluttede:
– Vi er meget ærgerlige over, at det ikke lykkedes os at vinde i dag og sikre semifinalepladsen. Det eneste positive ved det er, at vi stadig har det i egne hænder, og vi skal til Odense på mandag og hente point.
De 1057 tilskuere fra begge lejre skabte en fantastisk kulisse, og cheftræner Mogensen håber, at den opbakning også er at finde på mandag i Odense.
– Det var en unik kulisse. Det var fedt at mærke vores fans bag os – selv da det så sort ud. Jeg er meget taknemlig for det, de skabte omkring os, og jeg håber, at vi kan tage den ånd med os til Odense. Vi vil i hvert fald give alt for en sejr.
Inden København Håndbold på mandag skal spille mod Odense Håndbold i HTH Ligaens slutspil, går turen onsdag også til Odense mod DHG Odense i Santander Cup kl. 18.30.