Sejr i Horsens

HH Elite bed godt fra sig i første halvleg, men København Håndbold fik bedst fat i anden halvleg og vandt kampen med 19-28.

Cheftræner Claus Mogensen var efter kampen tilfreds med udfaldet og ikke mindst, at der blev budt ind fra alle undervejs.
– Det var en solid præstation af spillerne i dag. Vi vidste, vi ville komme til at stå længe i forsvaret, og det synes jeg, vi fik håndteret godt. Udover nogle situationer i første halvleg, så gjorde vi det svært for Horsens at komme til afslutninger, siger han og forsætter:
– Angrebsmæssigt var det rigtigt dejligt, at der var bidrag fra alle, så Horsens ikke kunne vide sig sikker på, hvorfra angrebene kom.

Udenfor banen var der igen opbakning til København Håndbold, selv om det var en udebanekamp i Jylland, og det bliver der lagt mærke til på holdet.
– Der skal også lyde en stor tak til Kutte og Flamsted fra Crazy Tigers for at være taget helt herover for at støtte, såvel som en stor tak til pigerne, der løb ind sammen med os, fra Kolding Håndbold. Det er dejligt, at der er nogen, der hepper på os på udebane, siger han og slutter:
– Nu glæder vi os over de to point og ser frem imod den enormt vigtige kamp på søndag mod Siofok.

EHF Cup-kampen mod Siofok spilles i Frederiksberg Hallerne søndag kl. 14.00. Billetter på Ticketmaster.dk

Kampfakta: 19-28 (12-14)
Tilskuertal: 503
Målscorere:
7 Mia Rej
4 Linn Blohm
4 Maria Hjertner
3 Louise Føns
3 Larissa Nusser
3 Debbie Bont
2 Aimée von Pereira
1 Hanna Blomstrand
1 Andrea Hansen