Sådan vinder man et dansk mesterskab – Vol. 2

Så er det nu, København!
Semifinaletid. Blod, sved og hopskud. Vi har haft en sæson med alt det gode: modgang, mirakler og marginaler. Og alligevel står vi her – blandt de sidste fire – klar til at tage kampen op mod et af Europas bedste hold.
I aften gælder det Team Esbjerg på udebane i Blue Water Dokken, og vi tager fat på første kapitel i det, der forhåbentlig bliver et brag af en semifinaleserie. Med det sagt – her kommer Vol. 2 i serien:

En hurtig hovedregning fortæller os, at hvis vi ender med en måldifference på +2 over de næste fire kampe… bum bum, så er vi danske mestre. Sværere er det faktisk ikke. Vi behøver ikke engang spille vores livs kamp i aften og banke Esbjerg med 10 – det ville jo næsten være frås med kræfterne.

To uafgjorte og to étmålssejre – det er alt, hvad der skal til. Og hey, det har vi faktisk øvet os på i de seneste kampe. Men hov, sidder den opmærksomme Silas nok og tænker – ”I kan da også lave en Nykøbing fra sidste år og gå videre med -13 i målscore!” Jovist, men det kræver lige en ekstra kamp. Og ekstra kampe… tja, de kan jo kollidere med eksaminer, retssager og hvad man ellers har af planer. Så vi går da bare efter 2 sejre i hver serie – det er meget nemmere. Kalenderen er jo presset nok i forvejen.

Selvom det i sig selv er en kæmpe præstation at stå i en DM-semifinale for første gang i seks år, så tænker vi, at vi lige så godt kan give det et skud og gå hele vejen. Man ved jo aldrig, hvornår chancen byder sig igen… minimum et år, ikke?

En lille advarsel til Esbjerg…

Vi ved, I har Final4 i Champions League om hjørnet, og hele Danmark håber naturligvis på en dansk finale. Men vi har altså en ny, toptunet version af Stine Jørgensen med i bussen i dag. Ja, I hørte rigtigt – Stine dækker nu også op! (Til dem med moderne smartphones: se selv på Instagram.)

Vi har hørt, at Reistad og Iversen har fået lidt pause de seneste kampe – småskader? Sådan noget skal man jo passe på med. Det kunne måske være en idé at holde dem på den side af banen, hvor Stine ikke står. Vi siger det bare.

Nå ja – vi har også vores schweiziske målmaskine og hopskudsassistdronning med. I kender dem jo godt efterhånden – og skulle de mod forventning ikke levere for jer næste sæson, ja, så forventer vi, at I returnerer dem pænt og i god stand. Vi tilbyder 12 måneders åbent køb – kvittering behøves ikke.

En lille opfordring til Danmarks bedste kvindehold

Til sidst en anekdote. Min gamle træner i FIF, Mik Hagenbo, var mand for meninger. Han stiftede bl.a. “Foreningen til afskaffelse af rundgang”. Inspireret heraf stifter jeg nu: “Foreningen til afskaffelse af Nordsjælland (også kaldet Mensah)”.

Dribling før finte? Nej tak. Hvad blev der af timing, fart og afleveringer? Man kunne næsten tro, I forsøger at fordærve ungdommen – Sokrates ville vende sig i graven. Jaja, “målet helliger midlet”, og Reistad er jo god til det. Men helt ærligt, hvad er hun egentlig ikke god til?

Lad os bare aftale, at hvis I ikke vinder mindst én titel mere i denne sæson, så dropper I det der Nordsjælland-pjat, okay?
Vi glæder os til kampen – og hvem ved, måske tager vi første skridt mod noget helt stort i aften.

God semifinale!