Så er der dømt sæson forberedelse…
I dag gælder det denne sæsons sidste udebanetur, da det blev klart efter gårsdagens Ikast sejr over Viborg betyder, at dagens opgør ikke har noget på spil for vores vedkommende.
Dagens modstander hedder Odense Håndbold, og vores cheftræner Bo Spellerberg kommer hermed med sæsonens sidste udebaneoptakt.
-“På denne herlige sommerdag starter forberedelserne frem mod næste sæson. Som træner kan man vel ikke ønske sig noget bedre end 4 måneders forberedelse med en stort set uændret spillertrup. Sådan en luksus er de færreste forundt, og det er noget, vi i hele trænerteamet ser frem til. Udover min meget kære kollega, Mikkel, er der 3 andre i trænerstaben, der får stor betydning:
Frederik Skov er vores målmandstræner, der på ugentlig basis koster rundt med keeperne. Han arbejder med deres placering, udfald, forudseenhed og taktiske overvejelser. Med specielt vores 2 unge keepere, Bianca og AC, er det vigtigt, at der bliver arbejdet kontinuerligt med både a, b og c inden for målvogterspillets finesser. Martina er naturligvis en anelse mere rutineret, men skal alligevel både presses og videreudvikles. Selvom undertegnede mener, der er gået en fremragende keeper til spilde på det personlige plan, så er det måske meget godt, at det er Frederik, der står for denne del.
Rasmus Munch er vores chef-healer, kvaksalver og åndemager, der sørger for, at folk er klar til både træning og kamp. Som chef sender han ofte sine disciple med i marken, og her må vi blandt andet trækkes med høje, tynde smashere eller Tobias Rahim-lookalikes. De er heldigvis meget søde. Rasmus har det primære ansvar i samarbejde med Thor for at kreere nogle tigerbæster, som ikke bare kan holde til mosten, men også dominere vores modstandere fysisk. Rasmus gør dem klar til træning og sender dem herefter med eller uden restriktioner videre til vores domptør, Thor.
Så når først tigrene er fitte, så sender vi dem ind til domptør Thor… Så skal der kreeres ustoppelige tigerbæster, der både er adrætte, kan hoppe, løbe og ellers bare flå diverse jyder og øboere fra hinanden. Domptør Thor har stor erfaring med at finde det optimale fysiske frem i de enkelte og har i mange år fået både mænd og kvinder til at springe 4-5 meter op i luften. Se så højt behøver vores tigre ikke hoppe, de er jo ikke en karakal, men mindre kan også gøre det.
Med de 3 ovennævnte i staben er det jo en smal sag blot at være håndboldtræner. Vi skal bare udvælge 7 prægtige tigre, også ellers slippe dem løs.
I dag skal det så gå ud over Odense. Det bliver nemlig ikke sjovt for dem, da de skal vinde for ikke at risikere en rigtig dum semifinale mod Esbjerg. For os bliver det endnu en perfekt test i kunsten at slå et top 3-hold. Første dag i vores sæsonforberedelse kan næsten ikke byde på en sjovere opgave.”
Men sikke nogle spørgsmål det afføder i dag:
Kunne undertegnede være blevet en god målmand?
Hvor højt hopper en karakal egentlig?
Har domptør Thor sprunget højere end en karakal?
Har Ytting scoret fra fløjen på undertegnede?
Vi ønsker alle en rigtig god kamp!