Rej skal med til Japan

DHF har netop offentliggjort, at landstræner Klavs Bruun Jørgensen har valgt Mia Rej som en af de to mulige indskiftningsspillere, der skal med til VM i Japan.

Hun har spillet et helt fantastisk efterår for København Håndbold, hvilket MEP-listen, hun fører markant foran holdkammeraten Linn Blohm, tydeligt understreger (klik her), og nu har det kastet en billet til Japan af sig til Mia Rej.

I en pressemeddelelse fra DHF siger landstræneren om valget af Mia Rej.
– Valget var i virkeligheden ikke så svært. Vi var afklarede med, at vi skulle have en bagspiller og en målvogter med, som de to reserver for at være så godt dækket ind som muligt. Her var Mia Rej ikke til at komme uden om, da hun i de seneste måneder har været klart bedst blandt de bagspillere, der ikke allerede var i VM-truppen, siger Klavs Bruun Jørgensen om playmakeren fra København Håndbold

Selv siger Mia Rej om udtagelsen på det yderste mandag:
– Jeg er glad for at Klavs har udtaget mig. Det beviser overfor mig selv, at alt det hårde arbejde, jeg lagde i min genoptræning, gav pote. Jeg er selvfølgelig bevidst om, at jeg er med som nr. 17, og Klavs har været meget tydelig omkring min rolle. Men jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe holdet, udfylde den rolle til træning, som de har brug for, og samtidig bevise at hvis der bliver brug for mine evner, så er jeg klar.

Læs mere på DHF.dk

Mia Rej præsenteres af Advokatfirmaet Nygaard.