Rej: Der er kun stærke modstandere

Fredag trækkes der lod til København Håndbolds første pulje nogensinde i Champions League, og playmaker Mia Rej sætter her et par ord på de modstandere, der kan komme op af bowlen.

København Håndbold er placeret i andet seedningslag, mens Odense Håndbold er i tredje. I det øverste seedningslag ligger de forsvarende Champions League mestre fra Györ, Bucaresti, Rostov Don og Boducnost.
– I det øverste lag er der ikke nogen ønskemodstander, men sportsligt tror jeg, det er bedst med Boducnost. Rostov Don er måske det hold med det største budget, og så er det klart den værste rejse. Bucaresti har vel købt et halvt Vardar-hold oveni det fremragende hold, de allerede havde sidste år, så de virker som en skræmmende modstander, forklarer Mia Rej og runder første lag af med følgende kommentar:
– Og så er der Györ. Forsvarende mestre. Det siger vel alt. Vi skal nok mest se det som en oplevelse, hvis vi møder dem.

Da København Håndbold selv er placeret i andet lag, kan tigrene ikke møde Vipers, Metz eller Thüringer, men fra tredje seedningslag er der følgende muligheder, da vi ikke kan trække Odense Håndbold, der er placeret her; Krim, FTC og Sävehof.
– Krim har mistet deres to bedste spillere, og de har fået ukendte navne ind. De har en dygtig træner og er en klub med en stor historie, men umiddelbart en okay sportslig modstander, forklarer Mia Rej, der gerne vil undgå ungarnske FTC.
– Det er den absolut værste modstander i denne pot. De var milimeter fra at slå Györ af tronen i Ungarn. De har et fantastisk hold, der er blevet bedre og bedre, og de har en stærk fankultur, så jeg tænker, at vi gerne vil have Sävehof fra dette lag. De har et meget ungt hold, og de har skiftet træner, og de har mistet Julia Erikson, der skal til Randers. Det er en ren kort rejse, og et gensyn med min tidligere holdkammerat Christina Elm.

I det sidste seedningslag ligger lige nu Brest og Larvik, samt to ukendte hold, der kommer ind via kvalifikationsturneringen.
– Brest er uden tvivl den værste modstander i denne pot. De har købt stærkt ind – især i form af Gullden og Gros, og de virker virkelig til at være et hold, der satser stort, siger Mia Rej.
– Larvik blev nummer to i Norge, hvis liga i min optik er blevet svækket betydeligt i år, og mange norske spillere prøver lykken i Danmark. Larvik har ikke længere den rutine, de tidligere har haft, og jeg ser gode muligheder for os mod dem.

Hvem der så mere kan blive modstander ud af de 8 kvalifikationshold, vil tiden vise, men af de potentielle ser Rej disse muligheder.
– Det er svært at spå om, hvem der får de to pladser til Champions League, men jeg tror, at det kan blive Biegtigheim, Muratpasa eller Craiova, men jeg mener stadig, at Larvik er at foretrække over de hold, slutter hun.

Hvem København Håndbold ender i pulje med, kan du se live via EHF’s hjemmeside og facebookside fredag.