Påsketogt påskesøndag over bæltet…
Så gælder det sæsonens første udebanetur i slutspillet, og cheftræner Bo Spellerberg er kommet med sit take på en kampoptakt, her på en højhellig påskesøndag mod Ikast Håndbold.
-“Så skal tigrene over og stjæle påskeæg på fastlandet… 2 stk. skulle det gerne blive til, hvis spændingen skal bevares om semifinale pladserne.
Jeg har med kvindelist og en smule hypnotiske evner fået skabt en fortælling op om at det da nemt går i dag. Vi møder altså blot en flok fromme og uskyldige gule påskekyllinger.
Se, det er jo ren snack for en flok sultne tigre fra hovedstaden. Hvad kan næsten gå galt… Bevares, vi skal da lige finde æggene inden vi skal stjæle dem. Heldigvis bliver der god tid til det… 2*30 minutter er mere end rigeligt til at finde 2 påskeæg. Når jeg f.eks. skal finde 15-20 påskeæg med min nevø og niece i mine forældres baghave, når vi det nemt på blot 15 min. I dag må jeg endda stoppe tiden hele 3 gange og bruge 1 minut på, at fortælle dem hvor æggene er. Det lyder da næsten for nemt.
Klog af skade fra sidst vi var på besøg i Ikast, så sender vi nok kun 6 tigre ud at lede fra start, skulle der mod forventning opstå komplikationer, så må vi have en reserve tiger ind. Der er endda flere planer i skuffen, så selv Egon Olsen vil blive helt misundelig. Kort sagt, planen er genial… Men kommer byttet mon med hjem?
I dag medbringer vi endda et ekstra våben. Efter endt karriere har jeg ikke frekventeret fitness centret så hyppigt som tidligere, hvilket jeg har måtte høre meget for på kontoret. Det lykkedes mig derfor i dag inden afgang, at finde vores fitness center FYC. Min ankomst blev akkompagneret af blå blink og politibiler, hvilket undrede mig en del. Efter 10 minutters tid kunne jeg lægge 2 og 2 sammen og regne ud hvad der havde vakt så stort postyr. Det var blot min kære assistent træner, som havde smidt jakken i indgangen og derfor skulle tjekkes om de store køller han render rundt med, ren faktisk er lovlige. Politiet lod ham allernådigst slippe med begrundelsen, at der også blev påbegyndt en smule bentræning. Ellers er vi næsten nødt til, at efterlade ham i Ikast med de andre kyllinger.
Til jer andre er der lidt at reflektere over.
Hvor mange kakaomælk kan Ytting nå at tabe til sin træner resten af sæsonen?
Er min kære assistent Danmarks mest fitte træner?
Holder de overhovedet påske i Ikast?
Er det egentlig godt med en Egon Olsen plan?
Vi ønsker alle en god kamp og en god påskesøndag!