På tværs af Danmark – optakt Bjerringbro FH
Traditionen tro er cheftræner Bo Spellerberg endnu engang på spil, når han i dag tager jer med helt ind i maskinrummet på vores udebaneture. Her skal i bl.a. læse om en quiz der tog spillertruppen med hele vejen på tværs af Danmark. Læs optakten til dagens kamp mod Bjerringbro FH nedenfor.
Cheftræner Bo Spillerberg fortæller;
“Det er efterhånden et stykke tid siden, men alligevel hænger en oplevelse fra sidste udekamp mod SønderjyskE stadig ved. Efter kampen gik jeg alene rundt på banen og nød en hårdt tilkæmpet sejr. Pludselig og uden varsel blev jeg opsøgt af, hvad der lignede en ophidset lokal klan fra Jylland. Jeg havde knap et halvt sekund til at overveje situationen, før jeg opgav enhver modstand. Jeg fornemmede hurtigt, at en kæk bemærkning ikke ville kunne redde mig ud af den knibe, jeg nu stod i. Jeg forsøgte naturligvis at vinde tid med lidt københavnsk charme, mens jeg vurderede fjenden. Det viste sig at være et klogt træk.
Da chokket havde lagt sig, gik det op for mig, at jeg måske ikke havde læst situationen helt så skarpt, som jeg normalt ville. Det viste sig nemlig, at det blot var Ytting-klanen med Mor-Ytting, Mormor-Ytting og Mormor-Søster-Ytting, som gerne ville høre, hvordan vores busquizzer var gået. Jeg åndede lettet op, fandt fodfæstet og undskyldte dybt. Jeg lovede både bod og bedring.
Selvom det måske ikke er opløftende læsning for Ytting-klanen, kommer her en kort opsummering af quizzerne. Den første quiz blev afholdt efter Skanderborg-kampen, og kategorierne var Disney, musicals, julekalendere, tv-serier og Oscar-vindere. Højst overraskende vandt stregspillere og målvogtere denne quiz, mens fløjene trak det korteste strå. De blev derfor tildelt æren – eller opgaven – med at lave næste quiz. Og ja, det tilfaldt… Ytting!
Jeg vil nu forsøge at anmelde Yttings quiz kortfattet, selvom det ikke var en af de korte slags. Faktisk mindede den mig om et tv-program, jeg engang deltog i, der hed “På tværs af Danmark”. Her skulle man tilbagelægge en rute gennem Danmark på kortest mulig tid. På samme måde formåede Ytting at skabe en quiz, der effektivt slog al tiden ihjel mellem Skanderborg og Frederiksberg. Quizzen var så lang, at man reelt kunne have kørt “på tværs af Danmark”. Nogle vil måske mene, at det med en afgang fra Skanderborg kl. 23 kunne være svært at holde energien hele vejen igennem. Men her skal jeg hilse fra Freja og sige, at det bestemt ikke var noget problem. 10 minutter efter ankomst til Frederiksberg Hallen kl. 02.45 sad hun stadig og råbte på mere quiz!
Resultatet af quizzen og vinderen er lidt tåget for mig at beskrive, da Ytting selv havde lavet reglerne for, hvem der skulle stå for den næste quiz. Det, jeg dog kan konstatere, er, at visse individer var meget kålhøgne efter den sidste quiz. Og med meget mener jeg virkelig meget! En af disse individer havde desuden gennem længere tid været lidt irriterende over for Ytting, idet vedkommende systematisk havde stjålet hendes kakaomælk. Men det er en helt anden historie, som vi kan vende tilbage til en anden gang. Ytting afsluttede i hvert fald turen med at kåre en meget fortjent quizmaster til dagens tur til Bjerringbro.
Vi ser frem til dagens kamp i Bjerringbro og naturligvis også til quizzen på vej hjem!”
Også lidt til de eftertænksomme.
Kigger Ytting-klanen forbi i dag?
Hvem skal egentlig lave dagens Quiz?
Hvorfor spiller Ditte BACK egentlig fløj?
Kan det passe, at Mikkel svarede forkert på en sang om Randers?
Vi ønsker alle en rigtig god kamp!