Nytårsbraget mellem København Håndbold og NFH
Assistenttræner Mikkel Thomassen sætter ord på dagens kamp i Spar Nord Boxen, hvor vi i dag spiller årets første kamp mod ærkerivalerne fra NFH, i slaget om “Østdanmark”.
-“Det er efterhånden ved at være en tradition, at København Håndbold og Nykøbing-Falster møder hinanden i første kamp efter årsskiftet, og i år er ingen undtagelse.
Det er to hold, som møder til kampen med forskellige forudsætninger. I København Håndbold har vi holdt kamppause siden midten af november, hvor landsholdsperioden indtraf. Nykøbing-Falster har derimod spillet Final4 Santander Cup mellem jul og nytår, og kommer med to intense og spændende kampe i benene.
På trænerbænken for Nykøbing-Falster finder vi fortsat deres mangeårige og rutinerede cheftræner, Jakob Larsen, hvorimod vi i København Håndbold har fået en anden mand ved roret, nemlig Bo Spellerberg, som får sin officielle debut som cheftræner for klubben i aften. I kampe mellem København Håndbold og Nykøbing Falster plejer der, at være fantastisk stemning og mange mennesker på lægterne. I København Håndbold glæder vi os over, at vi til kampen i aften ikke kun sender vores normale spillerbus afsted. Vi sender nemlig også både en fanbus og en partnerbus afsted mod Spar Nord Boxen.
I København Håndbold er vi enormt stolte over opbakningen fra frivillige, fans og partnere, som gør en kæmpe forskel for hele klubben og i dette tilfælde særligt holdet.
Både spillere og trænere glæder sig utrolig meget til kampen, og der er blevet set enormt meget frem til igen, at skulle ud og kæmpe for tigeren på brystet. Som vi plejer at sige: KOM SÅ KØBENHAVN!”
Skulle du ikke have mulighed for at se kampen live, så kan du også følge med på TV2 Sport kl. 20.00.
God kamp til alle.