Nytårsbrag venter mod Odense Håndbold
Sidst, der blev spillet ligahåndbold i Frederiksberg Hallen var den 31. oktober, da København Håndbold besejrede NFH med 31-27, og cheftræner Claus Mogensen ser frem til torsdagens kamp mod Odense Håndbold.
– Det bliver bare så godt at komme i gang med HTH Ligaen igen. Vi glæder os. Så kort kan det siges. Og så er det jo lidt af et nytårsbrag at komme i gang med mod Ligaens ubesejrede tophold, siger Claus Mogensen og tilføjer:
– Den statistik vil vi forfærdeligt gerne have gjort noget ved, smiler han.
København Håndbold har ikke spillet kamp sammen siden den 18. november, hvor IK Sävehof blev besejret i Champions League.
– Det er halvanden måned siden sidste kamp, og efter så lang en pause er man lidt usikker på, hvor man lige står. Sådan er det altid, men det kompenserer vi for gennem glæde, entusiasme og tempo, forklarer han og glæder sig over, at det er foran det altid opbakkende publikum i tigerhulen.
– At det samtidig er en kamp i Frederiksberg Hallen med vores trofaste publikum, der møder talstærkt frem, bringer også ekstra lyst og motivation til spillerne, så der er al mulig grund til at glæde sig til kampen.
Kampen spilles torsdag kl. 18.30. Der er næsten udsolgt af siddepladser til kampen, og de få, der er tilbage, er hos udeholdets fans i sektion C. Derimod er der stadig en del ståpladser at slå kløerne i på ticketmaster.dk. Klik her.
Kan du ikke være i Frederiksberg Hallen, kan du se med på TV2Sport. Optakt fra kl. 18.