Nu er der noget på spil

Bussen fra Egons har kurs mod Ringkøbing, hvor København Håndbold i aften tager hul på den nye sæson med en Santander Cup-kamp i det vestjyske.

På den lange tur til Ringkøbing, er der indlagt et lille hvil i Fredericia på Trinity, hvor tigrene lige kan strække ben, få behandling og en god frokost, før turen forsætter mod det vestjyske. Cheftræner Claus Mogensen glæder sig til at komme i gang.
– Først og fremmest glæder vi os til, at der i kampen i aften er noget på spil. Santander Final4 fik vi smag på sidste sæson, og det vil vi forfærdeligt gerne opleve igen, men det kræver dog en sejr i Ringkøbing, hvor de så sent som i sidste sæson havde os i tovene, fortæller cheftræner Claus Mogensen, der understreger:
– Vi blev mindet om, at det er et svært sted at spille, for de kommer altid med stor energi og fightervilje. Det er absolut nødvendigt, at vi tager den kamp i kampen op.

Pokalkampen i aften bliver den første af af mange, der følger i efteråret, og det bliver første tur, hvor fokus skal indstilles i det rigtige mindset.
– Vi kommer jo egentligt med en måneds forberedelse i bagagen, hvor vi har brugt tid på at få basis på plads i vores eget spil. Derudover har der selvfølgelig været lidt taktisk forberedelse på Ringkøbing, og vi griber kampen an som alle andre, hvor vi tager tidligt afsted og holder hvil undervejs. Vi ved, det er vigtigt for vores præstation, at vi er grundige i vores forberedelse, så det skal vi være helt skarpe på i dag, hvilket indbefatter at få rytmen på plads til en kampdag.

Kampen fløjtes op kl. 18.00, og den kan følges på facebook, samt på tophåndbold.dk/kbh.