Naja Bruus: Jeg har lært utrolig meget
Da stregspiller Maria Lykkegaard tidligt i indeværende sæson pådrog sig en alvorlig skade, måtte trænerteamet i København Håndbold hente hjælp hos moderklubben FIF Håndbold.
Naja Bruus Christiansen spiller til dagligt på FIF U19, men fraværet af Maria Lykkegaard, har gjort det muligt for Naja at snuse til øverste hylde.
– Jeg har i denne sæson fået lov til at være lidt inde over liga-truppen. I sommer var jeg en med da holdet vandt Åhus beach handball. Det var en virkelig sjov oplevelse og det var fedt at være afsted sammen med holdet. Derudover har jeg været med til en del træninger henover første halvdel af sæsonen, som har været enormt lærerige og udfordrende. Niveauet, tempoet og fysikken er en del højere end jeg er vant til som ungdomsspiller, men jeg synes kun det har været virkelig fedt og har udviklet mig som spiller. Det er meget motiverende at træne med en trup, som er så fokuserede og passionerede for hver træning. Derudover lærer man også en hel del af spillerne, der er rigtige gode til at lære fra sig med deres længere tids erfaring som håndboldspiller.
Men de mange hårde træningspas belønnede sig for Naja, da hun den 20. september fik liga-debut da København Håndbold besejrede Horsens Håndbold på hjemmebane.
– Jeg var så heldig at få at få liga-debut i kampen mod Horsens. Det var en fantastisk følelse og enormt fedt at mærke stemningen fra publikum og den intensitet, der var i spillet. Jeg håber selvfølgelig på, at jeg kan få nogle flere træninger sammen med truppen i løbet og skulle der komme flere kampe hvor derer brug for mig, er jeg naturligvis altid klar.