Mogensen: En virkelig vigtig sejr

Det blev aldrig rigtig kønt, men når der kan sættes to point ind på tavlen, er alt andet ligegyldigt.

Undervejs i kampen var der tvivl om udfaldet. Det bølgede frem og tilbage i et højt tempo, men efter 60 minutter stod der 22-23 på tavlen, og dermed kom de to point med hjem til København.
– Jeg synes, kampen bar præg af, at det er to hold, der kender hinanden godt, og vi havde svært ved at sætte hinandens forsvar under pres. Der skulle virkelig kæmpes for målene, og det var svært at finde skønspillet frem,  men vi leverer en rigtig god forsvarspræstation, forklarer cheftræner Claus Mogensen, der umiddelbart efter slutfløjtet sad på stolerækken, som i dagens anledning agerede bænk og sagde sætningen:
– Det var en virkelig vigtig sejr.

København Håndbold sad i lørdags med en følelse efter kampen af at have leveret en fin kamp, men tabte. I dag var det omvendt.
– Vi spillede godt i lørdags, men endte med at tabe. I dag var vi angrebsmæssigt slet ikke på det niveau, men i dag får vi point, og det er det, der tæller. Vi viser en fantastisk vilje til at vinde kampen i forsvaret, hvilket vi har vundet meget på i løbet af sæsonen, og det gør vi endnu en gang, forklarer han og understreger:
– Det er dejligt at se, at vi i de sidste 7-8 minutter fandt det bedre spil frem, og vi dermed kunne afgøre kampen. Det er en stor kvalitet, at vi er bedst, når det gælder, og det skal pigerne have stor ros for, siger han og forsætter:
– Vores fans steppede også lige op til sidst og heppede helt vildt. Det var fedt at have vores trofaste skare i ryggen.

Med sejren her til aften ligger København Håndbold og Team Esbjerg med seks point hver, mens der er tre point ned til NFH på tredjepladsen og Randers HK sidst med 0 point.
– Det er et meget fint udgangspunkt før de sidste tre kampe. Før vi gik i gang med slutspillet, vidste vi, vi skulle vinde vores hjemmekampe for at have en god mulighed. Nu har vi i stedet vundet to udekampe, og det er jo egentligt ligeså godt, smiler han og slutter:
– Nu går vi efter at forsætte den gode udebanestatistik på mandag i Esbjerg.

Kampfakta: 22-23 (12-13)
Tilskuertal: 2100

Målscorere:
8 Mia Rej
5 Anne Cecilie La Cour
3 Louise Føns
3 Maria Lykkegaard
2 Myrthe Schoenaker
1 Jenny Alm
1 Louise Svalastog

/JMT