Mogensen: Vi ved, de kan mere, end de har vist

København Håndbold er på vej til Randers, hvor de i aften spiller kamp mod Randers HK i HTH Ligaen kl. 18.30.

Sidst København Håndbold var på udebane i HTH Ligaen, var 14. november mod Esbjerg, hvor det blev til en sejr på 28-37. Fredag morgen klokken 10.00 kørte tigrene afsted mod Randers, og til trods for Randers HKs nuværende placering, forventer cheftræneren en svær udebanekamp.

– Vi tager til Randers med en bevidsthed om, at de har mere i sig, end det de har præsteret indtil nu i denne sæson. Der kan vi bare tænke på vores egen Santander Cup kamp mod dem. Derfor forbereder vi os også meget minutiøst til kampen, fortæller cheftræner Claus Mogensen og fortsætter:

– Det vigtigste for os i kampen er, at vi finder ro i vores eget spil, så vi kan komme tæt på vores max. Der var vi i 40 minutter mod Odense, og det er det niveau, vi gerne vil præstere på. Når vi lykkes med det, ved vi også, at vi er en svær modstander at spille mod, slutter Mogensen.

Kampens spilles kl. 18.30, og du kan følge den på tophåndbold.dk/kbh.