Mogensen: Vi skal være skarpe

En god portion selvtillid blev tanket med 17-måls sejren over Odense Håndbold i sidste runde, men en svær kamp venter lørdag mod Viborg HK, og kun selvtilliden kan tages med frem mod den kamp.

København Håndbold skal lørdag en tur til Viborg, hvor Allan Heines tropper tager imod tigrene. Cheftræner Claus Mogensen er forberedt på, at det bliver en stor opgave, der venter.
– Det er et sted, hvor vi ved, vi får stor modstand. Deres hjemmebane har været en bastion gennem årtier, og der venter os en utroligt stærk defensiv, hvor vi skal være skarpe for at nedbryde dem, fortæller han og løfter sløret for, at det er noget af det, der er trænet på i ugens løb.
– Vi har øvet os, det tør jeg godt fortælle, og jeg kan også fortæller, at vi skal finde det samme tempo frem i angrebsspillet, som vi havde mod Odense. Vores tempo skal sætte deres forsvar under pres, og de skal løbe efter os, og helst hænge lidt efter.

Mandskabet fra domkirkebyen har en del profiler, der skal holdes øje med, og især to spillere peger Mogensen på som fokuspunkter.
– Vi ved, at de har mange gode, rutinerede spillere, men der er to nøglespillere, der er drivkræfterne bag holdet, og det er Line Uno og Line Haugsted, men de støttes godt af Bodholt, Strömberg, Jørgensen og AG. så der er profiler nok, vi skal være opmærksomme på, men især Uno og Haugsted, siger Claus Mogensen.

I Odense havde København Håndbold en god flok larmende fans med, og det tegner også til, at der er en lille fanfraktion på vej mod Viborg, og den udvikling glæder Mogensen.
– Det er så fedt med fans. Det mærkede vi i den grad i Odense, hvor vores gode start satte fut under dem, men der venter os altså en helt anden kamp lørdag. Viborg er kommet godt fra start, og med undtagelse af fem minutters black out har de været stærke. Det er ikke tilfældigt, de ligger i toppen, så jeg håber, at vores fans får noget at juble af igen, smiler han.

Kampen spilles kl. 16.10, og du kan se den direkte på TV2, og allerede fra kl. 15.50 er der optakt.

/JMT