Mogensen: Vi glæder os til en flot håndboldfest
Efter en vigtig og velfortjent sejr i tirsdags, er København Håndbold klar til at kæmpe om endnu en sejr, der samtidig markerer en kortere kamppause pga. landsholdsaktiviteter. Cheftræner Claus Mogensen ser gerne at pausen bliver indledt med en sejr og forventer dermed en øget motivation, til den kommende uges træning.
– Vi glæder os til at tage imod Horsens, som godt nok er nyoprykket, men har en lang historie i Ligaen bag sig. De har fået en svær start på sæsonen med 4 nederlag, selvom de periodevis har vist godt spil. Jeg forventer dog, at de kamp for kamp finder mere stabilitet, så vi går ydmygt ind til opgaven. Vi har selv haft nogle stabile præstationer i vores seneste kampe, og det vil vi forsøge at bygge yderligere på, siger Claus Mogensen og fortsætter:
– Vi har spillet rigtig solidt defensivt, og det vil vi selvfølgelig fastholde. Det giver ro for vores keepere, og vi giver samtidig os selv muligheder for at få gode kontramuligheder. Vi glæder os også til samarbejdet med FIF, og at vi sammen kan få lavet en rigtig flot håndboldfest på Frederiksberg.
Håndboldfesten skydes igang kl. 18.30 hvor FIF 1. division herre skal forsøge at besejre rivalerne fra Ajax København. Kl. 20.00 fortsætter vi festen med København Håndbold mod Horsens Håndbold Elite. Du kan stadig nå at købe din billet på www.ticketmaster.dk. Billetten gælder til begge kampe. Skulle du være forhindret i at komme i hallen, kan du som altid følge kampe direkte på http://www.tophaandbold.dk