Mogensen: Udbytterig træningstur
To kampe mod tyske Thüringer HC og en masse timer sammen i bus har givet et godt udbytte på weekendens træningstur.
– Vi har haft et par rigtigt gode dage hernede, hvor vi er blevet matchet mod en rigtig god modstander. Thüringen har nogle rigtigt stærke skytter, og der er vi virkelig blevet udfordret på højden i forsvarsspillet, hvilket har givet os nogle fine erfaringer med fra. Samtidig er Thüringer HC et meget fysisk spillende hold, så i den henseende er vi også blevet presset i de to kampe, fortæller Claus Mogensen, der forsætter:
– Kampen lørdag var vores bedste, hvor vi spillede et solidt forsvarsspil krydret med godt kontra og afklaret angrebsspil, mens søndagens kamp var mere svingende. Vi spillede godt i første halvleg og går til pause 12-12, men i anden halvleg mistede vi fuldstændig pondus i angrebsspillet, og det straffede Thüringer os på, forklarer han og slutter:
– Udover de to gode træningskampe, så har det på det sociale plan været en fremragende tur, hvor vi er kommet tættere på hinanden. Nu følger en uges koncentreret forberedelse, og så glæder vi os ellers bare til at få skudt sæsonen i gang på fredag.
København Håndbold starter HTH Ligaen 2019/2020 med en udebanekamp mod Nykøbing Falster Håndboldklub. Kampen kan følges på tophåndbold.dk